Superliga

Ex-AGFer månedens spiller i engelsk klub

Den tidligere AGFer, Kari Arnason, har modtaget hæderen som månedens spiller i den engelske Championship-klub, Plymouth Argyle.

Fra 2006 til 2009 spillede islandske Kari Arnason i den danske SAS Liga for AGF. Men efter Erik Rasmussen kom til Smilets by, røg den islandske landsholdsspiller ud i kulden. Han blev derfor i første omgang lejet ud til Esbjerg, inden han i sommer skrev under med den engelske klub, Plymouth Argyle.

Siden har Arnason haft stor personlig succes i den næstbedste engelske række, selv om hans klub, Plymouth, frister en tilværelse som nummer 23 og næstsidst i The Championship.

Islændingen, der siden skiftet fra Danmark er blevet omskolet fra central midtbanespiller til midterforsvarer, blev kåret til månedens spiller i Plymouth i både november og december, og nu har han taget hæderen for tredje gang i træk. I en afstemning blandt Plymouths fans fik han således 54 % af stemmerne, og dermed kan nu nu også kalde sig månedens spiller i januar i den engelske klub.

Januar måned blev dermed en begivenhedsrig måned for den 27-årige tidligere AGFer. For nylig forlængede han således sin kontrakt med Plymouth, så den nu udløber i sommeren 2012.