Superliga

Fagerberg tænker på udleje

Ken Fagerberg har ikke slået igennem i FC Midtjylland. Nu vil han gerne kende klubbens planer, og hvis svenskeren ikke indgår, vil han lejes ud.

Den sveske angriber Ken Fagerberg debutterede som 17-årig for Örgryte og er blevet betegnet som en af Sveriges største talenter. I 2007 kom den nu 21-årige angriber til FC Midtjylland, men han har aldrig for alvor slået igennem. I efteråret fik han blot en kamp for ulvene, og nu overvejer han sin fremtid.

- Jeg forsøger at skubbe på for at få et svar. De har sagt, at vi skal snakke i denne periode, så får vi at se, hvad der sker, siger Ken Fagerberg til fotbollskanalen.se, og fortsætter:

- Træneren og jeg har en god relation, synes jeg. Men hvordan bestyrelsen og resten af ledelsen tænker, ved jeg faktisk ikke, siger svenskeren.

Træningen til forårssæsonen er for længst begyndt, men Fagerberg ønsker klarhed over klubbens tanker, ellers vil han prøve noget nyt.

- Det går godt til træningen, og jeg knokler på, men da det stadig er lidt uklart, vil jeg gerne vide, hvad der sker. Hvis de ikke vil satse på mig, er det bedst for alle, at jeg bliver udlejet, siger Fagerberg.

Den 21-årige svensker har spillet 27 kampe for ulvene siden ankomsten i 2007.