Superliga

HB Køge opruster i angrebet

SAS Liga-klubben HB Køge har fået den unge angriber Arman Mehakovic på fuldtidskontrakt.

Arman Mehakovic har underskrevet en 2½-årig fuldtidskontrakt med HB Køge. Den 21-årige angriber har i denne sæson fået spilletid i seks SAS Liga-kamp men kan nu koncentrere sig fuldt ud om fodbold.

- Det har været en dejlig ting for mig at komme først til Herfølge og nu HB Køge. Det er nogle fantastiske omgivelser og nogle super kammerater. Jeg synes, jeg på de 8 måneder jeg har været her er gennemgået en utrolig udvikling. Jeg er blevet meget mere skarp på 1. berøring, og fysisk er jeg kommet godt efter, siger Arman Mehakovic i en pressemeddelelse.

Sportschef Per Rud er glad for kontrakten.

- Arman har de fysiske og tekniske forudsætninger, og når man tænker på langt han er kommet på kort tid, så tror vi rigtig meget på ham her i klubben. Fra 1. Januar vil vi komme til at træne endnu mere, og Arman har med denne kontrakt mulighed for at flytte sig optimalt, og det glæder vi os over, siger han