Superliga

Martin J. får comeback i Spanien

Den hjemvendte helt får alt at dømme comeback i den hvide trøje under AGF'ernes træningslejr i Spanien.

Det var en stor dag for mange i Århus, da byens hold kunne offentliggøre, at en af de helt store vender tilbage i AGF-trøjen. Det er 13 år siden at Martin Jørgensen forlod klubben til fordel for italiensk fodbold, men de har ikke glemt ham.

Efter præsentation i Århus tog Martin Jørgesen tilbage til Italien for at pakke sine ting. Han forventes tilbage på Fredensvang i midten af næste uge, og får altså højst sandsynligt sin debut på AGF's træningstur til La Manga i Spanien.

- Det er nok realistisk at forvente, at Martins første kamp falder under træningslejren i Spanien, siger sportschef Brian Steen Nielsen til Ekstra Bladet.

- Martin kommer til Danmark midt i næste uge. Om det bliver tirsdag eller onsdag, er jeg ikke helt klar over. Men han kommer fra en mindre hofteskade, så det virker ikke oplagt, at han skal i kamp lige med det samme, men nu må vi se.