Superliga

Onyszko: Tak til Brøndby-fans

FC Midtjyllands polske målmand Arek Onyszko lod sig ikke hyle ud af de mange grove tilråb fra Brøndbys fans på Faxe-tribunen.

FC Midtjyllands Arek Onyszko måtte gennem kampen mod Brøndby søndag aften høre på mange grove tilråb og slagsange rettet mod både sig selv og familien fra Brøndbys fans.

Målmanden spillede oven i købet for første gang med en fodlænke som følge af sin voldsdom mod ekskonen, hvilke blot var med til at fyre endnu mere op for Brøndbys-tilhængerne.

Onyszko har flere gange tidligere i karrieren udtalt, at han godt kan lide presset ved at at tilskuerne råber ad ham, og at det blot er med til at sætte ham endnu bedre op til kampen. Søndag var ingen undtagelse.

- Hvis de ikke råber efter mig, så betyder det, at jeg er død. Det viser bare at jeg stadig er i live, så jeg er rigtig glad for det. Det motiverer mig endnu mere til at gøre et stort arbejde på banen, så tusind tak for det. Tak til Brøndby-fansene, sagde Arek Onyszko til tv2.dk efter kampen på Brøndby Stadion.

Arek Onyszko spillede i første halvleg neden for Faxe-Tribunen, der er samlingssted for de mest larmende og fanatiske Brøndby-fans. Da kampens dommer fløjtede til pause, vendte Arek Onyszko sig om mod Faxe Tribunen og gestikulerede med armene.

- De sagde, at de gerne ville slås med mig, og så sagde jeg: "Okay, men det bliver efter kampen"," lød Arek Onyszko.

Arek Onyszko måtte se sig passeret af ligaens topscorer Morten Duncan Rasmussen efter pausen men kunne sammen med resten af FCM-holdet sætte kursen mod Herning med et point efter 1-1-målet fra Frank Kristensen.