Superliga

Pehrsson: Marshall kan udfordre Jakobsen

Magnus Pehrsson ser frem til at få sin 'nye' venstreback Dennis Marshall igang efter nytår.

Det er en stresset Magnus Pehrsson, der ringer tilbage til Tipsbladet.dk efter adskillige ubesvarede opkald. Den svenske træner er netop blevet far for første gang, men alligevel har AaB-chefen tid til et par spørgsmål.

I sommer hentede AaB den costaricanske landsholdsspiller Dennis Marshall, men endnu har venstrebacken ikke spillet en eneste kamp. Faktisk har han knap nok trænet med holdet.

- Når vi starter op efter nytår, så tror jeg, han vil være klar til at træne med. Han har haft en del lyskeproblemer, men han skulle være klar til den tid, siger Magnus Pehrsson til Tipsbladet.dk.

I sidste uge sagde Lynge Jakobsen til Tipsbladet.dk, at klubben er dækket ind på backpositionen med Michael Jakobsen og Dennis Marshall, men hvem der er øverst i hierarkiet er åbenbart ikke så sikkert.

- Det er umuligt at sige, hvem der er førstevalg til den tid. Der er længe til, men det ser ud til, at han kan udfordre. Vi skal først have set ham an til træning og i træningskampe, hvor han også får chancen for at vise sig frem, siger Magnus Pehrsson til Tipsbladet.dk og indrømmer, at Marshall har været meget fraværende.

- Jeg har ikke set så meget til ham, så det er svært at sige, hvor han står lige nu, men det ser ud til, at han har niveauet til den her liga.

AaB er gået på juleferie, og træningen genoptages først 6. januar næste år.