Superliga

Randers-chef: Det er ekstremt

Randers-træner Ove Christensen håber, at de dårlige odds for overlevelse kan provokere Randers-spillerne til at levere en toppræstation i foråret.

Med 13 point op til FC Midtjylland og 15 spillerunder igen er der meget lange udsigter til, at Randers FC får fornyet SAS Liga-billetten.

I et katastrofalt dårligt efterår hentede randrusianerne kun otte point i 18 kampe, og både spillere og ledere i den kronjyske klub er klar over, at det vil være en stor sensation, hvis holdet spillet SAS Liga-fodbold til juli.

Randers-træner Ove Christensen har i vinterpausen ordineret masser af fysisk træning for at få holdet rustet til kamp, og Christensen håber, at den svære situation vil inspirere spillerne.

- Vores situation er mere ekstrem, end hvad andre har prøvet i SAS Ligaen. Om fire-fem år skal spillerne tænke tilbage på det her forår som dengang, hvor de stod med en meget vanskelig udfordring, som de selv havde spillet sig i. Der er noget, der hedder against all odds. Den trods-effekt vil jeg gerne have frem i spillerne, så de leverer et kanon-forår, siger Ove Christensen til Tipsbladet.

Læs også: Randers FC henter Søren Jensen

Randers tager midt i februar på træningslejr i Malaga, mens forårspremieren falder 7. marts ude mod Esbjerg fB's medaljekandidater.

Tipsbladet følger igennem foråret randrusianernes kamp for overlevelse og bringer tirsdag første kapitel i serien, der følger Randers indtil sidste spillerunde.

Læs også: David Addy til FC Porto