Superliga

SønderjyskE lægger kortene på bordet

SønderjyskE indkalder til pressemøde i morgen, for at orientere om klubbens økonomi.

Der har været mange historier i pressen om SønderjyskEs økonomi, der udover fodbolden også har håndbold og ishockey i folden. Det har blandt andet været nævnt, at man lever for lånte penge fordi der mangler 30 millioner kroner i klubkassen.

Nu vil klubben så stå frem og fortælle den danske presse, hvordan tallene ser ud i den sønderjyske klub.

- Der er blevet sagt og skrevet meget om klubbens økonomiske situation. SønderjyskE ønsker nu at lægge kortene på bordet med en orientering om klubbens vurdering af de fortsatte muligheder for en tilstedeværelse i SAS Ligaen, hedder det i pressemeddelelsen.

Rent sportsligt kan SønderjyskE godt være med i SAS Ligaen, da klubben efter 16 kampe har henholdsvis 10 og 14 point ned til HB Køge og Randers, der begge ligger til nedrykning. Det kan blive til tre mere, da SønderjyskE gæster Essex Park og Randers på søndag.