Superliga

Stephan A: Brøndby skal i top 3

Trods en Brøndby-placering som nummer fem ved efterårets slutning, ser Brøndbys målmand Stephan Andersen optimistisk på forårets muligheder for medalje og kvalifikation til europæisk fodbold.

11 point til OB, 10 til FCK og seks til EfB. Sådan ligger landet for Brøndby, inden jagten på succes bliver sat ind i forårets kampe. Brøndby sluttede et skuffende efterår som nummer fem og kan også se Silkeborg ligge foran i tabellen, mens AGF holder sig på også med 27 point for 18 kampe.

Brøndby er på jagt, for alt andet end medaljer vil være en kæmpe skuffelse for storklubben. Målmand Stephan Andersen kæmper i øjeblikket for at vende tilbage efter en skade, men regner med at være klar til forårspremieren i marts.

På trods af hullet op til de førende hold, har Stephan Andersen sin helt klare målsætning for et tilfredsstillende forår.

- Det er Top 3. Vi skal med i europæisk fodbold, vi er seks point efter Esbjerg, og det kan vi sagtens hente. I en klub som denne skal vi stile efter medaljer og spille europæisk hvert år. Det bliver et meget spændende forår med et åbent kapløb i toppen. OB er utrolig stærkt kørende, og FCK er altid med i toppen og har gjort det surt for os andre, siger Stephan Andersen til Tipsbladet.

- Vi skal slås med Esbjerg i første omgang, forhåbentlig kan de ikke holde hele vejen. Det er vigtigt at lade være at kigge længere frem, for så går det op i hat og briller. Vi skal hente Esbjerg, og så må vi se om vi kan være heldige at komme tættere på de andre. Målet er at få den tredjeplads. Det er ikke det at hente 10 point på en halvsæson, det er set før, men det er det, at vi skal hente tre hold, det bliver svært. Man kan ikke formode, at de alle tre taber hver gang.

Brøndbys startprogram i foråret byder først på en hjemmekamp mod Sønderjyske, inden slaget om København skal stå mod FC København i Parken.