Superliga

Vejle vil ikke frigive Jimmy Nielsen

Selv om Jimmy Nielsen vil væk fra klubben og nu træner med U-truppen, vil Vejle Boldklub ikke frigive den blonde målmand.

I sidste uge kunne Vejles anfører og målmand Jimmy Nielsen fortælle til tipsbladet.dk, at han var kørt sur i livet i Vejle og derfor søgte en ny klub. Siden har den blonde keeper forsøgt at finde en ny arbejdsgiver indenfor landets grænser, men da transfervinduet lukkede i nat, var Jimmy Nielsen fortsat Vejle-spiller.

Her til morgen blev Nielsen så sendt ned i U-truppen, hvor han skal træne den kommende tid. Jimmy Nielsen tid i Vejle-buret virker dermed definitivt til at være ovre, men alligevel vil klubben ikke sætte den tidligere AaB-målmand fri.

- Det er ikke et tema at give Jimmy Nielsen væk på en fri transfer. Vi har en forretning, som vi er nødt til at passe, siger Vejle-direktør Henrik Tønder til tipsbladet.dk.

I stedet hjælper Vejle til med at finde en ny klub til Jimmy Nielsen. Sandsynligvis i Sverige eller Norge, hvor transfervinduet fortsat står på vid gab.

- Vi samarbejder med Jimmy og hans folk på at finde en løsning, fortæller Henrik Tønder.

32-årige Jimmy Nielsen har spillet 70 kampe for Vejle Boldklub.