Superliga

Beckmann: Vi tænker på nedrykning

Randers tabte med 1-0 til FC Nordsjælland i pokalturneringen i aftes. Mikkel Beckmann erkender, at nedrykningskampen har ligget i deres baghoveder.

Med Peter Elstrup og Allan Kuhn på trænerbænken skulle Randers FC ud og have en sejr i gårsdagens pokalkamp mod FC Nordsjælland. Meningen var at tanke noget selvtillid forud for de sidste seks runder i Superligaen. Seks runder der skal afgøre, om Randers skal blive eller ned i 1. divisiion.

Kronjyderne tabte dog 1-0, og chokeffekten ved trænerskiftet fra Ove Christensen til Peter Elstrup udeblev i første omgang. Og det skyldes i høj grad situationen i bunden af Superligaen. Det mener Mikkel Beckmann i hvert fald.

- Den her kamp har været meget speciel for os. Et eller andet sted sidder det jo i os, at vi er indblandet i den der nedrykningsstrid. Vi har selvfølgelig forsøgt at fokusere så meget på kampen som muligt, men der har jo ikke været snakket om andet end trænere og nedrykning den seneste uge, og man skal jo være idiot for ikke at kunne regne ud, at det påvirker os, siger Mikkel Beckmann til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Egholm ser positive forsvarstakter

Nederlaget til FC Nordsjælland anses ikke for at være nogen katastrofe for Randers, og selv om der er stor fokus på nedrykningskampen, så vil holdet stadig gerne spille sig i pokalfinalen.

- Vi ville gerne have lavet et udebanemål, men vi fik et resultat, der gør, at vi stadig kan komme i den finale. Vi kan jo godt spille fodbold, ellers have vi aldrig spillet i den her klub. Vores problem ligger nok mere oppe i hovederne. Sidst vi mødte FCN hjemme, vandt vi med 4-0, og finder vi de takter frem igen, så går vi også videre, siger Beckmann.

Forud for pokalkampen havde Randers-truppen kun to træningsdage med det nye trænerteam, og Beckmann mener først, der er grund til at måle en eventuel chokeffekt efter kampen mod Silkeborg.

- Jeg mener først, at vi vil kunne se effekten af trænerskiftet på søndag. Vi har haft nogle positive dage med pil op ad, og jeg synes, at Peter og Allan har været gode til at få noget positivt ind i træningn og ind i folk. Jeg håber bare, at vi får Lasse Rise eller Frank Kristensen klar til kampen i Silkeborg, for lige nu står vi igen i en situation, hvor vi er rimelig tyndt besat i angrebet, siger Beckmann.

Lasse Rise sad på Randers' bænk hele kampen igennem, mens Frank Kristensen ikke var med i truppen.