Superliga

Bjerregaard og Haraldsson kaster mudder

Per Bjerregaard mener, at den tidligere direktør Hermann Haraldsson var manden, der lavede de spillerinvesteringer, som Brøndby i dag betaler prisen for.

Brøndby har længe længe hængt på dyre aftaler med spillere på lange kontrakter. Et faktum som flere gange er blevet beskrevet som én af de afgørende fodfejl i Brøndbys forsøg på at nå tilbage til toppen af dansk fodbold.

Skiftende direktører har sat sig i den varme stol i klubben, mens Per Bjerregaard har siddet som formand for bestyrelsen. Men er så egentlig skyld i den dårlige dømmekraft i forbindelse med spilleraftalerne? Bjerregaard mener, det er Hermann Haraldsson, selv om han dæmper kritikken af islændingen ved også at pege på sig selv som ansvarlig.

- Det er primært de gamle i Brøndby IF's skyld. Mig selv, Benny Winther, Finn Andersen og sådan nogle. Vi havde prøvet det hele før, og vi burde have sagt: Pas nu på, men det faldt sammen med, at vi havde et ledelsesskift. Vi sagde, at vi skulle give plads til de nye. Det kan virke som en kritik af Hermann Haraldsson, men det er det ikke. Det er en kritik af os selv, for vi skulle have advaret mod, at fodbold er en speciel forretning, siger Per Bjerregaard til Jyllands-Posten.

Hermann Haraldsson var direktør i Brøndby i lidt over et år. Fra marts 2008 til juli 2009. Den tidligere Brøndby-direktør forsåtr på ingen måde, Bjerregaards udlægning af sagen.

- Det er en desperat gammel mand, som forsøger at vaske hænder i stedet for at gøre det eneste anstændige, hvilket er at indse, at hans tid er ovre. Som man kan aflæse af regnskaberne, er der udbetalt et særskilt bestyrelseshonorar til bestyrelsesformanden for opgaver ydet for selskabet. Det var ved blandt andet at bistå sportsdirektør og direktør i forbindelse med spillerhandler, fordi bestyrelsen mente, at vi ikke havde nok erfaring med det, og det var sådan set rigtigt, at vi ikke havde det. Bestyrelsen skulle gøre det meget klart, at vi skulle trække på Per Bjerregaard, og der foregik ikke en handel, uden det havde været forbi hans bord, siger Hermann Haraldsson.

Per Bjerregaard og Hermann Haraldsson har flere gange siden fyringen af Haraldsson været i åben offentlig ordkrig med hinanden.