Superliga

Brøndby: FCK vinder de kommende år

Brøndbys nye direktør, Jan Lockhart, spår, at FC København også bliver en sikker Superliga-vinder næste sæson.

Brøndby har en målsætning om at vippe FC København af tronen i dansk fodbold og atter prøve at stå med pokalen i hånden efter 33 spillerunder. Alt dette er uden tvivl sød musik i fansenes ører, men de blå-gule tilhængere må væbne sig med tålmodighed.

FC København er så dominerede for tiden, at Brøndby i første omgang har kapituleret. I stedet vil Vestegns-klubben forsøge at distancere sig fra de øvrige Superliga-klubber for så til sidst, at kunne bide skeer med ærkerivalerne.

- Vi skal have sølv eller bronze over de næste år. Men at påstå, at vi kan true FCK fra i morgen eller lige efter sommerferien, tangerer det naive. Ser man på FCK, er de foran os på en række områder. Vi skal blive en troværdig udfordrer og ret hurtigt nappe point fra FCK og distancere os fra de øvrige i Superligaen. Vi må tage kampen op, men det vil være tåbeligt at tro, at vi kan vinde guld allerede næste sæson, siger direktør, Jan Lockhart, til Ekstra Bladet.

Mens FC København for længst er løbet med mesterskabet i denne sæson, skal Brøndby formentlig kæmpe med OB og FC Midtjylland om sølvmedaljerne.