Video : Tipsbladet
Superliga

D. Nielsen: AaB skal være i top seks

David Nielsen har stor respekt for AaB, som han mener er en af de bedst spillende hold i ligaen.

David Nielsen har stor respekt for AaB, som de gæster mandag aften. Lyngby har skrabet syv point flere til sig, end AaB har, men David Nielsen mener, at AaBs spil er rigtig godt. 

- AaB har haft en lidt svær mellemperiode. De startede fint og fik en masse point, og så har de haft en svær periode efter det. Jeg ser stor bedring i deres spil, og de er dygtige på bolden. Det er et af de bedst spillende hold i ligaen, og jeg er sikker på, de kommer til at give fuld skrue for at komme i den top seks, som de skal være i, siger han til Lyngbys hjemmeside.

- AaB er et af de hold, der har det største offensive potentiale. Vi møder et hold, som virkelig er dygtige i forhold til flade bolde og pasningsspil. 

Senest de to kampe mødte hinanden foregik det i Lyngby, hvor hjemmeholdet trak sig sejrsrigt ud, men det var ifølge Lyngby-træneren ikke helt fair. 

- Vi havde en svær kamp mod dem her, hvor vi vinder lidt heldigt 1-0. 

Lyngbys overraskende høje niveau har placeret dem på en 5. plads, hvor de ligger rigtig lunt i svinget til en top seks placering. Målet er dog stadig at overleve i Superligaen.

- Vi kan ikke regne med noget som helst, men for hver gang vi vinder, så vil det selvfølgelig hjælpe os selv. Vi har et mål om at overleve i Superligaen, og den bedste måde at overleve på er jo at komme med i top seks. Det handler om at skrabe så mange point som muligt sammen, så vi ikke bliver sårbare for angreb fra hold længere nede i tabellen, siger cheftræneren.