Bragt i Tipsbladet 11. marts 2011
Marts var kun lige blevet til april, og Ståle Solbakken var ude at løbe som så mange gange før. Men denne løbetur var alt andet end normal, for det var kun godt tre uger siden, at han var faldet om på FC Københavns træningsanlæg med et hjertestop, der efterlod ham uden puls i over syv minutter.
Han blev vakt til live, men da han slog øjnene op 30 timer senere var det til en ny virkelighed og masser af spørgsmål.
Nogle af spørgsmålene blev besvaret gennem 16 dage med hårde tests af hjertet på Rigshospitalet, men nu ledte han selv efter et svar på sin løbetur. Efter at have indopereret en pacemaker havde lægerne givet ham lov til at motionere på stilfærdig vis, og de havde givet ham en pulsmåler, der sikrede, at pulsen ikke røg over 135. Det gjorde den, så snart den 33-årige nordmand lavede mere end let jogging, og på de første tre ture havde alarmen også lydt, når han tog et par hurtige skridt op ad den første stigning på den korte runde i skoven.
Nu var det den fjerde dag med løbesko på fødderne, bakken nærmede sig og igen bippede mekanikken. Men så sagde Ståle Solbakken til sig selv: »Nå kjører jeg.«
Og det gjorde han. Han lod pulsmålere bippe og tog bakken i fuldt firspring, før han droppede tankerne om den korte runde og i stedet løb den lange tur i skoven.
»Det er vel den oplevelse, hvor jeg rensede mig. Hvor jeg løb inde i skoven i en time i godt og normalt tempo. Så kom jeg tilbage og skulle over golfbanen og det sidste stykke hjem, da det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg havde løbet en time. Og pludselig var det som om kroppen bare skulle rense sig. Jeg begyndte at svede voldsomt og jeg måtte på toilettet, så det var ind i skoven igen og over bag nogle træer. På den måde gjorde jeg mig færdig med angsten på en gang. Kroppen reagerede, som den skulle efter en times normal løbetur. Jeg følte mig fin. Jeg var klar.«
Det virker meget modigt at tage sådan en tur, så kort tid efter du faldt om?
»Nej, det er vel mere utålmodigt,« siger Ståle Solbakken og griner fra sin plads bag skrivebordet på trænerkontoret på Jens Jessens Vej, hvor der er udsigt til træningsbanerne og dermed også til det sted, hvor han den 13. marts 2001 faldt om uden nogen form for varsel.
»Jeg havde været gennem lægeundersøgelser i alle de klubber, jeg skiftede til. Aalborg, FC København og Wimbledon. Men den hjertefejl jeg havde, havde man ikke fundet uanset hvad. På Rigshospitalet fandt man den først efter 10 dage med rigtig vanskelige og dybe tests. Og selv nu er det vel kun 99 procent sikkert, hvad der er galt. Sandsynligvis er det en lille fejl fra fødslen af.«
Den lille fejl havde nær fået fatale konsekvenser, men Solbakken vågnede op og vågnede op uden mén, så nu kan han kigge tilbage på en af flere datoer, han har været med til at skrive ind i FC Københavns historie. Men det er nu ikke fordi, den 13. marts fylder meget i cheftræneren.
»Jeg foretager mig altså ikke noget specielt på den dag. Hverken jeg selv eller min kone registrerer den og siger, at i dag er det et eller andet antal år siden, men jeg tror heller aldrig, jeg er gået igennem dagen, uden at der er nogen, der har mindet mig om det. Jeg havde heller ikke tænkt på, at det snart er 10 år siden, før du sagde det,« siger Ståle Solbakken og skruer tiden godt 10 år tilbage, til dengang han havde gjort AaB til dansk mester, men nu trængte til nye udfordringer og fandt dem i FC København.
»Jeg følte vel, at da jeg kom til FC København dengang i 2000 var klubben made for mig på den måde, at der var mange gode spillere, men der manglede måske det, der var min force. Vinnerskalle. Vilje. Der var mange fodboldspillere på mindst mit niveau, men de manglede måske mit hoved, så det gjorde, at klubskiftet passede som hånd i handske. Og jeg tabte jo kun en af de 14 ligakampe, jeg fik for FC København, og det var i Viborg, hvor jeg måtte udgå tidligt med en skade,« siger Solbakken med den sædvanlige hukommelse for fortidens kampe.
Læs mere på næste side
