Superliga

Ekspert: FCM-investering naturligvis interessant

Ekspert i sportsøkonomi kalder den mulige investering i FC Midtjylland på 65-95 millioner kroner for særdeles interessant.

FC Midtjylland har torsdag morgen præsenteret spændende nyt om en udenlandsk investor, der har givet hensigtserklæring om at investere 65 til 95 millioner i FC Midtjylland.

Et sådant beløb svarer omtrent til et års indtægter i FC Midtjylland, og når man tager den generelle økonomiske afmatning i samfundet og i fodboldverdenen med i betragtningen, er størrelsen på den potentielle investering særdeles interessant for FC Midtjylland og klubbens sportslige muligheder i de kommende år, mener en ekspert.

- Det er en interessant investering, uanset hvordan man vender og drejer det, siger Rasmus K. Storm, der er senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut, til tipsbladet.dk.

- Betingelserne for en investering betyder selvfølgelig noget. Det kommer an på, hvad investoren er ude efter. Hvis det er know-how og ekspertise, samtidig med at FCM ikke afgiver for meget indflydelse, så er det bestemt interessant, siger Rasmus K. Storm.

- Hvis det giver mulighed for at købe spillere, giver det god mening. Det gør det også, hvis investeringen er i talentudviklingen. Så kan det give FCM adgang til nogle interessante spillere, og de så kan udvikle og sælge dyrt. Hvilket igen vil styrke klubben økonomisk. Det kan lægge en solid basis under klubben, siger Rasmus K. Storm.

Efter Rasmus K. Storms mening er den mulige investering så stor, at den ville gøre en mærkbar forskel i enhver af de 12 Superliga-klubber.