Superliga

Ét år mere til OB-profil

En af nøglespillerne i OB's forsvar, Anders Møller Christensen, har forlænget sin kontrakt med endnu en sæson.

Der er travlhed på direktionsgangen i OB i dag. Først fik det 20-årige forsvarstalent Daniel Høegh en ny kontrakt, og nu har ledelsen forlænget med endnu en spiller fra de bageste geledder. Han hører blot til i den anden ende af skalaen, når det gælder rutine og løn.

OB har således givet midterforsvareren Anders Møller Christensen en ny kontrakt, som holder ham i Odense i endnu en sæson. AMC har nu kontraktudløb næste sommer i stedet for nu til juni.

Læs også: AMC snakker med andre klubber

- Anders Møller Christensen har været fast mand i OB igennem fem år, og han har præsteret på et konstant højt niveau. Han er engageret på træningsbanen, og han går forrest i kamp. I foråret har han vikarieret som anfører, og den rolle har han også løftet flot, siger OBs administrerende direktør Thomas Christensen.

Anders Møller Christensen har spillet seks landskampe for Danmark, og han har i mange år været en af Superligaens defensive profiler. Nu tager han endnu en tørn i OB, hvor han bliver til kort før sin 35-års fødselsdag.

- Jeg er glad for at være i OB, hvor jeg har haft fem gode år, og klubben er blevet en del af mig og omvendt. Der er måske efterhånden en lille fynbo i mig, siger Anders Møller Christensen, der har et ønske om at spille med, hvor det er sjovt.

- Jeg vil spille med i dansk topfodbold. Det har OB gjort i den tid, jeg har været her, og det vil klubben også gøre i fremtiden, slutter forsvarsspilleren.

Anders Møller Christensen har spillet 183 kampe for OB, siden han kom til klubben fra Esbjerg i 2006.