FCM-profil misser resten af sæsonen: Måske færdig i klubben
Foto: FCM
Superliga

FCM-profil misser resten af sæsonen: Måske færdig i klubben

Petter Andersson er blevet opereret og når ikke at blive klar i denne sæson. Hans kontrakt udløber til sommer, og det kunne godt ligne et exit for svenskeren.

Petter Andersson kommer ikke til at spille flere kampe for FC Midtjylland i denne sæson. Midtbaneprofilen er blevet opereret for sin meniskskade, og spørgsmålet er, om han kommer til at spille flere kampe overhovedet for de danske mestre.

Hans kontrakt udløber til sommer, og klubben har tænkt sig at se tiden an, før den beslutter, om aftalen skal forlænges.

- Det er for tidligt at sige noget definitivt om Petters fremtid. Men han spiller ikke flere kampe i denne sæson, siger sportsdirektør Claus Steinlein til Herning Folkeblad.

30-årige Andersson har tidligere talt varmt om muligheden for at slutte karrieren af i sin gamle klub Hammarby, og det vil han sådan set stadig. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det skal være fra den kommende sommer.

- Det er rigtigt, at jeg har sagt, at jeg gerne vil slutte i Hammarby. Det siger jeg stadig. Men om det skal være nu, må tiden vise. Lige nu forholder jeg mig til min kontraktsituation, siger Petter Andersson, der har været skadet siden september.