Superliga

FCN-fløj usikker på fremtiden

De næste fem måneder tørner Lille-lejesvenden Emil Lyng ud for FC Nordsjælland, men han er ikke sikker på, hvad fremtiden ellers vil bringe.

I slutningen af januar skrev Lille-fløjspilleren Emil Lyng under på en halvårlig lejeaftale med FC Nordsjælland for at spille sig tættere på U/21-landsholdet og den kommende EM-slutrunde.

Han er dog ikke helt sikker på, om drømmen stadig er at slå igennem i den nordfranske klub, som i øjeblikket fører Ligue 1.

- Det er et rigtig svært spørgsmål. Selvfølgelig ville det være fedt at komme tilbage til Lille. Det er en klub, som betyder meget for mig. En klub, som ville have mig, da jeg kun var 18 år gammel, så jeg vil gerne komme tilbage og give et godt indtryk. Jeg har godt nok kun et år tilbage af min kontrakt, men måske kan jeg få den forlænget og få en ny chance, siger Emil Lyng til

tipsbladet.dk

.

Han afviser, at klubben udlejede ham, fordi han var i overskud og gerne ville have ham ud af vagten.

- I begyndelsen af januar fik jeg at vide, at klubben ikke ville slippe nogen af os. Så tog jeg en snak med dem og understregede, at jeg rigtig gerne ville have noget spilletid og spille mig tættere på EM-slutrunden, og til sidst gav de mig ret.

Det er imidlertid ikke første gang, at Emil Lyng har søgt andre græsgange for at få spilletid. I foråret 2010 var han således udlejet til belgiske Zulte Waregem.

- De fortalte mig, at de var meget tilfredse med, at jeg kom tilbage i et højt gear fra Belgien, og det ville de meget gerne opleve igen, siger den 21-årige fløjspiller, som ikke er bange for at gå i stå ved at skifte fra at træne med Frankrigs førerhold til et dansk hold i den tunge ende af tabellen.

- Jeg foretrækker at spille kampe hver weekend frem for at træne på et højere niveau uden spilletid på førsteholdet. Kampe vil altid være vigtigere end træning. Nu har jeg heldigvis fem måneder her i FCN, og så må vi se i slutningen af maj, hvad der så skal ske.

Emil Lyng har spillet syv kampe for det danske U/21-landshold og scoret to mål.