Video : Tipsbladet
Superliga

Fischer roser Solbakken: Det har været en kæmpe fordel for mig

Viktor Fischer er taknemmelig for, at han ikke røg på bænken efter en lang periode uden mål i Superligaen.

Det var først i spillerunde 18, at FC København-profilen Viktor Fischer fik hul på bylden og scoret et mål i Superligaen.

Det var så til gengæld mod ærkerivalen Brøndby, og Fischer blev tilmed dobbelt målscorer i derbysejren på 2-1.

Men ellers er målene udeblevet i ligaen, og det har naget Fischer.

FCK-træner Ståle Solbakken har i mange kampe holdt fast i Fischer trods målkrisen.

- Jeg kan klappe mig selv på skulderen over, at jeg er troværdig. Ståle og resten af holdet har kunnet regne med mig. Det arbejde, jeg skal levere, det har jeg leveret.

Læs også:Optakt: FC København - OB

- Men det ekstra, som man kun forventer, fordi jeg er en god spiller, er udeblevet i store perioder, og det har jeg også selv været rigtigt træt af, siger Fischer.

Tilliden fra træneren er ikke en selvfølge, påpeger Fischer, der føler, at han er ved at betale tilbage for den lange snor, han har fået.

- Det har været en kæmpe fordel for mig at have en træner, som hele tiden har troet på, at jeg på et tidspunkt ville komme tilbage i topform. Det begynder heldigvis at vise sig nu, siger Fischer.

Han er blevet stående på FCK-holdkortet uge efter uge trods de manglende mål.

- Det er den situation, alle fodboldspillere ønsker at være i. At man har en træner, som tror så meget på en, at man bliver stående og kan blive ved med at arbejde hårdt, og så kommer det på et tidspunkt til udtryk, hvor god man er.

Læs også:FCK er uden Bjelland til OB-opgør

- Det er jeg meget taknemmelig for. Det er en privilegeret situation, at man kan tillade sig ikke at lave mål i endda mange kampe og så stadig blive stående, siger Fischer.

Han har undervejs evalueret præstationerne med Solbakken for at finde frem til et højere niveau.

- Vi har haft masser af samtaler, hvor vi har snakket om, hvad der skulle til, for at jeg kom tilbage på mit topniveau.

- Der har været gensidig respekt, og Ståle ved, at jeg arbejder hårdt, og at jeg gør, hvad jeg kan for at komme tilbage på mit højeste niveau, lyder det fra Fischer.

FCK og Fischer tager mandag imod OB i Superligaens 20. spillerunde, som slutter kalenderåret af. Kampen begynder klokken 19.

Læs også:Fischer vil have Ajax i første knockoutrunde

Læs også:William Kvists frygt: Til sidst vil dansk fodbold blive ligegyldig

Læs også:Solbakken: Lod os måske præge af Lugano-føring