Frank: En fejl at droppe Stenderup
Illustration
Superliga

Frank: En fejl at droppe Stenderup

Brøndby-træner Thomas Frank erkender, at Daniel Stenderup burde have været med i truppen mod Randers. 

Daniel Stenderup spillede fra start mod AaB i forårets første kamp, men i sidste weekends opgør mod Randers, var Stenderup end ikke i truppen, da både Khalid Boulahrouz og Martin Albrechtsen atter var spilleklar. 

Men det var en fejl at vrage Stenderup, indrømmer Brøndby-træner, Thomas Frank, der måtte se både Boulahrouz og Albrechtsen udgå med skader, inden der var spillet en halv time mod Randers.

- Jeg havde selvfølgelig fat i Stender for at forklare ham, hvorfor jeg havde truffet valget om ikke at have ham med i truppen, og så var han den første, jeg ringede til efter kampen, fordi jeg må bare sige, at vi også begår fejl. Det gjorde jeg til den kamp. Bagefter er det selvfølgelig nemt at være klog, men jeg begik en fejl - jeg skulle have taget Stender med, siger Thomas Frank til klubbens hjemmside.

Daniel Stenderup indrømmer da også, at det var skuffende ikke at være med i truppen.

- Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det har været hårdt, men jeg ved, at jeg skal kæmpe på træningsbanen hver evig eneste dag for at være med. Som jeg har sagt så mange gange før: Det gælder om at holde humøret højt, for ellers kan man hurtigt falde ned i et sort hul, siger Daniel Stenderup.

Brøndby møder søndag FC Nordsjælland på Brøndby Stadion.