Superliga

Henrik J.: Kun små ændringer mod FCK

Brøndbys træner Henrik Jensen har tænkt sig at tage kampen op mod FC Københavni søndagens derby i Parken.

Efter skuffelsen i forårspremieren med en sidste-minuts udligning mod Lyngby kom Brøndby atter på sejrskurs, da det søndag blev til 2-0 over Sønderjyske.

På søndag gælder det så fjendeopgøret mod FC København i Parken. En kamp, som Henrik Jensen glæder sig til, selv om han dog erkender, at de danske mestre er klare favoritter.

Men sejren mod Sønderjyske var en perfekt optakt til den kommende kamp.

Det er vigtigt at få tre point og få tanket noget selvtillid. Vigtigt at få vist for os selv og for stilskuerne, at vi kan godt vinde fodboldkampe. På den måde er vi ikke stressede i forhold til at skulle vinde over FCK, siger Henrik Jensen til Brøndbys hjemmeside.

- De (FCK, red.) er klare favoritter i den kamp. De er allerede oppe i Europa Cup gear og er et fantastisk hold, der har kæmpe selvtillid.

- Det bliver en svær kamp, men vi vil tage kampen op og vil ikke ændre meget i vores måde at spille på. Vi vil gerne forsøge at komme til at stresse dem og tvinge dem til at lave fejl. Men vi er godt klar over, at vi virkeligt skal være på dupperne for at hente point i Parken.

Sidst Brøndby gæstede Parken blev det til at fortjent 2-0-nederlag, men Henrik Jensen glæder sig denne gang til at se, hvordan hans mange unge spillere reagere på at skulle løfte opgaven i Parken.

- Det bliver spændende at se vores unge hold, hvordan de kan levere i sådan en kamp. Det bliver en helt anden kamp i forhold til de to første kampe på hjemmebane mod to defensivt indstillede hold. Her skulle vi frem på banen. I Parken er jeg ikke tvivl om at FCK kommer frem på banen og vil sætte os under pres, men det bliver spændende at se, om vi har udviklet os, om vi kan holde fast i bolden og også producere nogle ting og stresse FCK's midterforsvarer.

- Vi vil i høj grad forsøge at spille vores eget spil – måske med nogle små justeringer, siger Henrik Jensen.

Brøndby fik senest point i Parken, da det i august 2009 blev til 1-1, men den seneste sejr i fjendeland ligger hele 10 kampe tilbage, da det i september 2004 lykkedes Brøndby at vinde med 3-1 på mål af to gange Morten Skoubo og en gang Johan Absalonsen.

Meget er sket siden dengang, og blandt andet er Johan Absalonsen nu at finde i FC København.