Superliga

Henrik J.: Wass bliver ikke frosset ud

Daniel Wass har udtrykt bekymring for sin fremtid i Brøndby, efter han har valgt ikke at forlænge kontrakten. Henrik Jensen lover ham fair konkurrence.

Højre backen Daniel Wass fik sit helt store gennembrud i 2010, efter Henrik Jensen overtog trænersædet fra fyrede Kent Nielsen. Selvsamme Jensen står nu med Wass' fodboldskæbne det næste halve år i sine hænder. Wass har nemlig valgt ikke at forlænge den kontrakt, der udløber til sommer, og i Tipsbladet Update, der kom på gaden tirsdag udtrykte Wass bekymring for sin fremtid i Brøndby.

- Det er Henrik, som bestemmer, men jeg håber ikke, at jeg bliver frosset ud på nogen måde. Det er den bedste på dagen, som skal spille, og jeg håber da, at jeg spiller, hvis jeg er den bedste. Jeg håber på en fair vurdering, men det er i trænerenes hænder, sagde han.

LÆS OGSÅ: Brøndby henter millioner på Wass

Og trænerens hænder valgte i den første kamp på Brøndbys træningslejr mod OB slet ikke at gøre brug af Wass, mens han spillede hele kampen mod Portimonense, som Brøndby mødte for at give træningstid til dem, der ikke spillede OB-kampen. Derefter fulgte en kamp mod Elfsborg, hvor Wass heller ikke spillede, inden han blev skiftet ind i den sidste kamp mod Helsingborg.

- Daniel har spillet halvanden kamp ud af fire, hvor vi har blandet kortene meget. Han har fået lige så meget spilletid som de fleste andre. Og selvfølgelig får Daniel en fair vurdering i foråret. Jeg har en forpligtelse til at stille med det bedste hold hver gang, for vi har en andenplads, som vi gerne vil have.

- Når det så er sagt, så er jeg forhåbentlig også træner efter sommerferien, og der er en grund til, at vi ikke har hentet en ny højre back allerede nu. Det er, fordi vi har gode alternativer til pladsen, og fordi vi stoler på, at Anders Randrup kan udfylde rollen, ligesom Mikael Nilsson jo også sagtens kan rykkes derned igen, siger Henrik Jensen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Bjur bekræfter: Wass tabt for Brøndby

I følge Brøndby-træneren bliver der altså på ingen måde tale om, at Daniel Wass bliver frosset ud det næste halve år i klubben. Og derfor har Wass heller ikke noget at frygte i forhold til U/21 EM til sommer og i forhold til pladsen på landsholdet, som han debuterede for i går.

- Daniel spillede en god landskamp. Han koncentrede sig om at spille godt defensivt. Han spillede simpelt, stod rigtigt og havde et par af sine rush op af banen. Han virkede heller ikke nervøs eller noget. Han kan godt udvikle sig til at blive en god landsholdsspiller. Han er god i offensiven, og han er blevet bedre defensivt, hvor han er god til at placere sig rigtigt. Derudover er han god i hovedspillet, fordi han er god til at time sit løb og sit spring, så han kommer godt ind i duellerne, siger Jensen.

Spørgsmålet er så, om Henrik Jensen får brug for de kvaliteter i foråret, eller om han vælger at køre Anders Randrup i stilling til pladsen allerede nu? Det får vi nok først det endelige svar på, når Brøndby møder Lyngby den 6. marts i første forårsrunde i Superligaen.