Superliga

Hjalte Bo: Den svære overvejelse

Potentialet i AGF og Århus' kvaliteter som by var med til at trække Hjalte Bo Nørregaard fra et Byens Hold til et andet. Den tidligere FCK-anfører tror på projektet i AGF, som han valgte foran flere andre. Sportschef Brian Steen Nielsen behøver ikke vise sin nye scoring rundt, for Hjalte Bo Nørregaard har allerede gode forbindelser til Århus.

Bragt i Tipsbladet 21. januar 2011

Hjalte Bo Nørregaard skifter fra Superligaens suveræne førerhold og Champions League-deltager FC København til 1. divisionsklubben AGF.

Havde man sagt sætningen ved sæsonstarten i sommer, ville mere end én person med garanti have rystet på hovedet og foreslå en tur på den lukkede, for blandt mange Århus-historier måtte den da høre til de mest usandsynlige.

Selv AGF-sportschef Brian Steen Nielsen betegnede ved præsentationen af Hjalte Bo Nørregaard i starten af januar handlen som »lidt uhørt«.

Hjalte Bo Nørregaard hørte til de værdifulde kulturbærere i FCK-truppen og var endda anfører med et bagkatalog som to gange Årets FCK-spiller. Nørregaard  var ventet at spille en nøglerolle såvel i den hjemlige mesterskabskamp, som i Champions League.
Men livet er en underlig størrelse, og fodboldverdenen ingen undtagelse. Siden mistede Hjalte Nørregaard sin stamplads på midtbanen, da William Kvist endelig blomstrede op og satte sig på sin favoritposition centralt, ligesom nyindkøbet Claudemir satte sig uimodståeligt igennem som Kvists makker. En skade gjorde det svært for Hjalte Nørregaard at tage kampen op.

Da kontrakten udløb ved årsskiftet, og FCK hverken brugte ham på banen eller kom med udspil til forlængelse, kunne han se skriften på væggen og måtte væk.

Intet ulogisk i det, men at hans kommende partner lige skulle hedde AGF er overraskende, for AGF er ikke det bedste parti i det danske fodboldhierarki for tiden.

Nedrykning til 1. division og en trængt økonomi, som nødvendiggjorde en storstilet aktieemission i december, kunne skræmme de fleste fodboldspillere med et stort navn væk, men det er netop aktieemissionen, der har muliggjort at hente Hjalte Nørregaard og Søren Berg som luksusforstærkninger til en trup, der allerede styrer sikkert mod oprykning.

Kæmpe potentiale i AGF

En januardag med solen højt over Århus stæser Hjalte Nørregaard derfor Århus rundt og når både at se på en ny lejlighed i bydelen Frederiksbjerg, som en bekendt af hans nye holdkammerat Dan Thomassen har linet op, og vende tilbage til Café Break ved Atletion for at fortælle Tipsbladet om sin kommende Århus-test.

»Ja, hvad er det, der får mig til at springe ud i det her? Jeg synes, at det er en rigtig stor udfordring. Der ligger et kæmpe potentiale i Århus og AGF. Der er lagt en klar en klar strategi for, hvad fremtiden forhåbentlig skal bringe. Det tiltalte mig. Jeg syntes, at det lød rigtig spændende, og det kunne jeg godt tænke mig at være en del af,« siger en glad Hjalte Nørregaard.

»Det var den samlede pakke. Det sportslige, det økonomiske og eventyrlysten. Sådan lidt af det hele. Alt i alt ved jeg, hvad jeg kan få i AGF, og de ved, hvad de får. Det giver også en vis tryghed, samtidig med at det var en spændende ting at blive en del af det her projekt. Det var vel det, der gjorde udslaget.«

Læs mere på næste side