Video : Tipsbladet
Superliga

Ikke otte nye alligevel: Randers satser på tre tilgange til smal trup

Det var en misforståelse, da Randers FC's formand blev citeret for, at klubben ville have seks-otte NYE spillere denne sommer. I stedet satser sportsdirektøren på to-tre tilgange.

Han kaldte det selv et offensivt transfervinduet, hvor der skulle hentes profiler til alle kæder, og Randers FC-formand Per Hastrup bebudede, at klubben kunne ende med at købe seks-otte nye spillere. Sådan bliver det dog ikke.

Forleden sagde sportsdirektør Søren Pedersen til Randers Amtsavis, at han regner med at hente to-tre nye spillere til klubben, hvilket altså er lidt af et kursskifte fra de seks-otte. Så hvad er der sket?

Ikke noget, hvis man spørger Pedersen. Det var simpelthen en misforståelse, da Hastrup blev citeret for at ville have seks-otte nye spillere.

- Da var også indregnet de forlængelser, vi har lavet. På daværende tidspunkt vidste vi ikke, om vi ville forlænge med nogle af dem. Vi havde rigtig mange, som havde udløb, og vi skulle have timet seks-otte nye kontrakter, siger Søren Pedersen til tipsbladet.dk.

- Vi har forlænget med Erik Marxen, vi har forlænget med Johnny Thomsen, vi har forlænget med Joel Allansson og skrevet ny aftale med Emil (Riis Jakobsen, 19-årig angriber, der vender hjem fra Derby, red.). Så har vi også forlænget med Lauenborg, men han havde to år i forvejen, men de andre kontrakter løb ud. Så i den henseende er der ikke lavet om på det.

Der er aktuelt 17 markspillere i Randers FC's førsteholdstrup og to målmænd, men sportsdirektøren er ikke nervøs ved at have en trup bestående af lige omkring 20 markspillere, når de forventede tilgange kommer i stand.

- Det er i den grad mere end rigeligt. Jeg vil hellere have 17-18 spillere med kvalitet, end jeg vil have 20, hvor vi går på kompromis med kvaliteten, siger han.

- Vi er så heldige i Randers FC, at vores unge spillere er så dygtige, at vi ikke har noget problem med at supplere op, hvis vi skal kunne spille 11 mod 11. Den vej rundt er vi ikke pressede på antallet.

Selv om Superligaen begynder igen om otte dage, er det ikke nødvendigvis der, Randers FC skal have truppen på plads. Søren Pedersen er godt klar over, at klubben hverken har økonomien til eller er så attraktiv, at den kan handle efter forgodtbefindende.

- Vi har nogle tilbud ude, hvor der både kan gå lang tid, og det kan gå hurtigt. Der er ikke noget, der ligger til, at det bliver hverken i dag eller i morgen. Selvfølgelig ville vi allerhelst have, hvis vi kunne få de spillere, vi skal bruge, hurtigst muligt, men omvendt er vi nødt til at være realistiske i den position, vi er i. Både hvor attraktiv Randers FC er som klub, og hvor meget budget vi har, siger sportsdirektøren.

- Det kan være, vi er nødt til at vente til senere i transfervinduet med at få tilføjet de spillere, som vi gerne vil have til.

Randers FC har taget afsked med Joni Kauko, anfører Mads Agesen og målmand Hannes Halldorsson. Emil Riis Jakobsen er eneste tilgang hidtil.