Superliga

Lekic: Ikke som i gamle dage

Rajko Lekic er tilbage i Silkeborg-truppen, men tingene er ikke som før.

Rajko Lekic har haft en omtumlet tilværelse i denne sæson. I sommer blev han solgt, men endte alligevel tilbage i Silkeborg, hvor han dog røg ud på bænken i en periode.

Så skulle han være solgt i vinterpausen, men blev det ikke, og er nu inde i truppen igen. Men forløbet har haft konsekvenser.

- Tingene kører fint nu, men de er jo ikke som i gamle dage, og spørgsmålet er, om de bliver det igen. Jeg kan kun prøve at gøre mit bedste og vise både på og uden for banen, at jeg vil være her, og så er det op til Troels, hvordan han vil stille holdet, siger Rajko Lekic til Midtjyllands Avis.

Angriberen tager selv ansvaret for sin situation, der for alvor blev skidt, da han meldte ud, at han manglede motivation i Silkeborg, hvorefter han røg ud af truppen i forventning om et klubskifte.

- De sidste to måneder har været hårde, for jeg har haft en masse ting i hovedet. Men jeg vil ikke stå her og tude. Jeg har selv skabt den dumme situation. Det var et sats, som jeg tog i transfervinduet, men det lykkedes ikke. For jeg blev ikke solgt. Nu må jeg så vise, at jeg er stærk nok til at kæmpe mig tilbage, siger Rajko Lekic.

Silkeborg åbner forårssæsonen i weekenden med en kamp mod AaB.