Superliga

Lodberg: Fokus er stadig bunden

Målscoreren var glad for sejren, men han kigger stadig nedad i tabellen.

Horsens fik en fornem sejr over OB, blandt andet takket være en straffesparksscoring af Niels Lodberg.

Dermed rykker Horsens 10 point væk fra nedrykningsstregen og op på en femteplads, men Lodberg mener ikke, at fokus har ændret sig af den grund.

- Fokus er stadig på bunden, og så må vi se, om vi skal til at ændre vores målsætning, sagde han umiddelbart efter kampen til TV2 sport.

Generelt var Lodberg, der måtte lade sig udskifte midt i anden halvleg, godt tilfreds med holdets præstation.

- Det er en forløsning. det er det her vi har kæmpet for i 2-3 måneder. Vi viser god moral, og jeg synes, det er fuld fortjent. Vi spiller en god gang fodbold.