Superliga

OB nærmer sig tysk målmand

OB kommer nærmere en aftale med den tidligere Bayern München-målmand Stefan Wessels.

OB leder efter en ny førstemålmand, som kan erstatte Roy Carroll. Ham fandt klubben måske, da den 31-årige tysker Stefan Wessels i sdiste uge var til prøvetræning. De seneste dage har den fynske klub derfor forhandlet med Wessels agent, og de forhandlinger skrider ganske fint frem.

Læs også: CL-vindende målmand på prøve i OB

- Vi snakker, men der er ikke taget en beslutning endnu. Atmosfæren er meget god, og det er nogle seriøse og gode snakke, vi har, hvor vi taler om kontraktvilkår og løn, siger Stefan Wessels agent, Jörg Neblung, til tipsbladet.dk.

Stefan Wessels gjorde efter sigende et godt indtryk til prøvetræningen i OB, og netop derfor er han nu tæt på sin første kontrakt, siden han sidste sommer forlod schweiziske FC Basel. Wessels, som dermed har været klubløs i over et halvt år, har ellers kampe for både Bayern München og Everton på samvittigheden, men han har, ifølge Jörg Neblung, været offer for en særlig tendens i tysk fodbold.

Stefan har været offer for det svære tyske målmandsmarked, hvor der mere bliver fokuseret på unge keepere. Bare se på Timo Hildebrand (31 år, tidligere tysk landsholdsmålmand og keeper i Valencia, red.), som også gik uden uden kontrakt i noget tid, siger Neblung.

Dermed ikke sagt, at Stefan Wessels ikke har fået tilbud. For det har han. Det har bare ikke været de rigtige tilbud. Endnu.

- Stefan sagde nej til mange tilbud fra andre ligaer. Både fra førerholdet i Østrig og fra Grækenland og Cypern. Men nu er Odense kommet på banen, og det kunne være det helt rigtige, slutter Jörg Neblung.