Superliga

Optakt: Esbjerg - Randers

To hold med helt forskellige forårspremierer. Vil Esbjerg byde trods, eller fortsætter Randers de gode takter?

Status:
Der må være forskel på selvtilliden i de to lejre, for mens Esbjerg måtte se sig besejret på hjemmebane mod SønderjyskE i første forårsrunde, så vandt Randers 4-0 over FC Nordsjælland på hjemmebane.

Esbjerg har flere grunde til ikke at være på toppen, hvad angår selvtilliden. Vestjyderne har ikke vundet en Superliga-kamp i de seneste 11 forsøg. Herimellem har der dog været sejre i Ekstra Bladet Cupen over AaB og Silkeborg. På positivsiden har Esbjerg dog fået Mikkel Vendelbo med igen, og det vil helt sikkert give et boost.

Randers vandt flot på hjemmebanen sidst, og de nye spillere gjorde en god figur i front. Med Mikkel Beckmann, Lasse Rise, Alexander Fischer og Christian Traore på bænken må bredden hos Randers siges at være styrket.

Indbyrdes er de to holds seneste ti kampe endt med to Esbjerg-sejre, fire uafgjorte og fire gevinster til Randers.

Profil:
Morten Karlsen lagde rigtig godt ud i sin Esbjerg-debut, og mod sin gamle klub Randers, vil den defensive arbejdsmand være helt opsat på at vinde midtbanen. I en kamp med masser af fight kommer Karlsen til at være den mest iøjnefaldende - manden, der kan bryde Randers' kontraangreb.

Dom:
Der er forskellige indgangsvinkler til kampen, som Esbjerg

skal

vinde, og Randers vil kunne nøjes med uafgjort og spille mere frit. To gange Ove er begge taktisk kloge, og har helt sikkert studeret modstanderen meget indgående. Det plejer at betyde kedelige kampe, og det plejer at ende med 0-0. Det gør det også her.

Bud på startopstillinger:
Esbjerg (4-4-1-1)
Winde – K. Hansen, Gaardsøe, Høgh, Conboy – Nymann, Vendelbo, Karlsen, Smárason – Rieks - Janssen

Skader: Fribrock, Bechmann Timm, Chopart
Karantæner: Ingen

Randers (4-4-1-1)

Ousted - S. Pedersen, Egholm, Fenger, S. Jensen - Sarr, Lorentzen, R. Hansen, Kamper - Fejzullahu - Kristensen

Skader: Juel Andersen, Sane, Cramer
Karantæner: Ingen