Superliga

- Ove bad selv om møde

Ove Pedersen havde på forhånd bedt om at møde med EfB-ledelsen, hvis ikke søndagens hjemmekamp mod Randers blev vundet.

Søndagens nederlag til Randers kom til at koste Ove Pedersen trænerjobbet i EfB. Mandag udsendte klubben en kortfattet pressemeddelelse, at samarbejdet med Ove Pedersen er ophørt.

Klubbens bestyrelsesformand Jørgen L. Jensen afslører nu, at det var Ove Pedersen selv, der tog beslutningen.

- Ove kom allerede til mig i torsdag og sagde, at han synes vi skulle holdet et møde omkring fremtiden, hvis ikke vi vandt mod Randers. Det møde holdt vi så i aftes, hvor vi gennem nogle timer fik snakket det hele igennem. Vi blev enige om, at Ove fratræder som cheftræner med øjeblikkelig virkning og at hans anden funktion som manager skal afvikles hen over de kommende måneder, siger Jørgen L. Jensen til tipsbladet.dk.

- Verden ser anderledes ud nu end da Ove kom til os for to og et halvt år siden. Vi vil ikke længere de sammen ting omkring en manager men skal udelukkende rette fokus mod at komme over stregen, siger bestyrelsesformanden.

- Det er utroligt værdigt af Ove og jeg har dyb respekt for hans beslutning.

Jess Thorup, der var assistenttræner under Ove Pedersen er manden, der skal løfte den enorme opgave, der hedder at bringe EfB over stregen i sæsonens sidste 12 ligakampe.

- Den udfordring sagde Jess ja til, så han er træner i klubben i resten af sæsonen, siger Jørgen L. Jensen.

Tiltroen til, at assistenttræneren magter den store opgave er til stede hos klubledelsen.

- Jess har været sammen med Ove om holdet, men de er to forskellige personer, og vi tror på, at projektet lader sig gøre, siger Jørgen L. Jensen.

- Vi retter nu fokus frem til kampen mod FC Nordsjælland, og så er der landskampspause. Der er stadig mange kampe endnu, og vi tror på, at det lader sig gøre. Indtil videre holder vi kun fokus frem mod den næste kamp og troen på overlevelse.

EfB er med søndagens nederlag og resten af rundens resultater seks point under stregen.