Superliga

Parken-boss risikerer fængsel

Parken er blevet anmeldt for kursfifleri - tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard scorede millioner på at indløse sine optioner.

Mens der er masser af uro i den nuværende bestyrelse i Parken, bliver der nu også rettet kritisk lys mod den tidligere. Parken er nemlig blevet anmeldt for kursmanipulation, hvilket blandt andet gav tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard mulighed for at score store økonomiske gevinster.

Morgenavisen Jyllands-Posten erfarer, at Finanstilsynet meldte Parken og selskabets tidligere direktør Jørgen Glistrup til bagmandspolitiet for kursmanipulation i august sidste år for handler med egne aktier i perioden fra november 2007 til oktober 2008.

Sagen kan i yderste konsekvens føre til fængselsstraf Jørgen Glistrup, men også Flemming Østergaard risikerer at blive inddraget, skriver avisen.

Sagen går i korte træk ud på, at Parken fra november 2007 til oktober 2008 købte massivt op af egne aktier, hvilket betød, at man kunne undgå et stort kursfald

Det betød, at Flemming Østergaard kunne indløse sine aktieoptioner og sælge aktierne tilbage til Parken med en gevinst på over 15 mio. kr.

Bare seks måneder senere ville optionerne reelt have været uden værdi - og kursen har ikke siden været i nærheden af det daværende niveau

Bagmandspolitiet bekræfter, at der er en sag omkring kursmanipulation i forbindelse med Parken Sport & Entertainment. politiet har endvidere også en sag rettet mod Parken omkring sløseri i forbindelse med oplysningspligten, da Lars Johansen stoppede som formand i 2010.

Jørgen Glistrup er i udlandet og har derfor ikke været at fange for Jyllandsposten men både Flemming Østergaard og nuværende direktør Anders Hørsholt nægter at kende til sagen.