Superliga

Randers kan straffes i Aabech-sagen

DBU's disciplinærudvalg har af egen drift taget sagen om Randers FC's kontakt til Lyngbys Kim Aabech op til behandling.

Randers FC kan ende med at blive straffet i sagen, hvor klubben i vinter kontaktede og forhandlede med Lyngbys Kim Aabech om en kontrakt.

Da Lyngby-spilleren havde mere end seks måneder tilbage af sin kontrakt med Lyngby, er det i strid med de gældende regler for et klubskifte.

- DBU's disciplinærudvalg har på baggrund af de redegørelser og dokumenter vi har fået tilsendt af klubberne valgt at tage sagen op af egen drift, og bliver derfor nu bliver realitetsbehandlet som en officiel sag, siger leder af DBU Turneringer, Peter Ebbesen, til tipsbladet.dk

Et kernepunkt i sagen er, at Kim Aabech på tidspunktet for Randers-kontakten havde en frikøbsklausul indskrevet i sin kontrakt med Lyngby lydende på 250.000 kroner. Randers mener ikke at have forbrudt sig mod reglerne, mens Lyngby fastholder at østjyderne har omgået reglerne ved at kontakte spillere uden først at have fået grønt lys fra Lyngby.

LÆS OGSÅ: Randers optrapper Aabech-krigen

For nyligt skød Randers FC tilbage mod Lyngby ved at rundsende Kim Aabechs kontrakt-papirer til samtlige Superligaklubber. Her fremgår det, at Kim Aabech har modtaget penge for at annullere frikøbsklausulen. Penge der i Ekstra Bladet bliver omtalt som sorte. Men det er ikke betalingen af penge fra Lyngby til Kim Aabech, der er det interessante for DBU's disciplinærudvalg.

- Vi har alle dokumenter i sagen, men jeg kan bare slå fast, at omdrejningspunktet for, at sagen er taget op er på grund af seks-måneders-reglen i forhold til et klubskifte, siger Peter Ebbesen.

Han ønsker ikke at kommentere på, hvilke sanktioner, der kan rettes mod Randers FC, hvis klubben bliver fundet skyldig i sagen.

LÆS OGSÅ: Aabech: Skuffet over Lyngby

Men der er næppe udsigt til, at Randers FC har udsigt til at blive frataget point eller frygte for eksistensen i det hele taget.

Der har tidligere været lignende sager i dansk fodbold, da Simon Poulsen eksempelvis i 2005 skiftede fra Sønderjyske til FC Midtjylland. Her var midtjyderne i følge Sønderjyske lidt for hurtige til at kontakte spilleren, hvilket sønderjyderne klagede over. Der var kun tale om risiko for en bødestraf på 250.000 kroner til FC Midtjylland, men sagen endte med at klubberne blev enige om en kompenserende transfersum mod, at Simon Poulsen skiftede til FCM et lille år før planlagt.

Hvornår DBU's disciplinærudvalg er klar med en afgørelse i sagen mod Randers FC er endnu ikke afgjort.