Superliga

Randers: Vi kan ikke komme væk

Randers-anfører Søren Pedersen tror ikke, at nedrykningskampen bliver afgjort før til allersidst.

Trods en godkendt start på foråret med kun ét nederlag til FC København, er Randers FC stadig en del af nedrykningsspillet i Superligaen.

Kronjyderne har kun to point ned til nedrykningsstregen, og det irriterer Randers-anfører Søren Pedersen.

- Sidste år var vi glade for, at det var
tæt, men nu er det jo frustrerende, at vi ikke kan komme væk. Men
vi må bare arbejde stenhårdt i løbet af de næste uger, hvor der
kommer fire-fem kampe, siger Søren Pedersen til tipsbladet.dk.

Der venter mange kampe i Superligaen i de næste par uger, hvor der blandt andet er dobbeltrunde i løbet af påsken. Men Søren Pedersen tror ikke, at man finder en afgørelse i nedrykningsstregen lige med det samme.

- Jeg tror ikke, at det bliver afgjort
før til allersidst. Det bliver spændende helt frem til sidste
runde, for der er mange hold, der kan rykke ud, og det er ikke muligt
at stikke af, siger Søren Pedersen.

Det tætte kampprogram betyder til gengæld, at der bliver brug for alle kræfter, og derfor tror Søren Pedersen, at det kan blive afgørende at have en bred trup.

- Nogle trupper er bredere end andre, og
vi kan håbe, at det bliver udslagsgivende i en nogle sejre til os,
så vi kan lægge afstand. Vi har en stærk og bred trup med mange
gode spillere, der er klar til at gribe chancen, hvis der bliver brug
for dem, siger Søren Pedersen.

Randers møder søndag eftermiddag Lyngby. Kampen bliver fløjtet op klokken 16.00.