Superliga

Roser til AaB-lykkeridder

AaB-træner Kent Nielsen så gode ting fra afrikansk prøvespiller.

AaB spillede søndag sin anden træningskamp i forberedelserne til et nervepirrende forår, hvor der venter en hård og brutal kamp for overlevelse i Superligaen.

Nordjyderne besejrede 1. divisionsholdet fra Hobro med 2-1. Begge AaB-mål blev sat ind af Jeppe Curth i en kamp, hvor AaB gav plads til hele tre prøvespillere.

Af de tre var der klart flest plusser til offensivspilleren Ibekwe Chijioke Leonard fra Cameroun.

Afrikaneren fik de sidste 20 minutter på banen og fik markeret sig med flere friske aktioner i et godt tempo - noget træner Kent Nielsen noterede sig.

-Da han kom på banen var Hobro nok ved at være lidt trætte, og han kommer ind med et højt tempo og sætter skub i vores offensiv, siger Kent Nielsen til Nordjyske.dk

-Han var involveret i mange af vores chancer i den periode, så han har afgjort en andel i, at vi vinder 2-1, lød AaB-træner Kent Nielsens analyse.

At Ibekwe Chijioke Leonards kvaliteter primært skal findes i det offensive spil, så man ti minutter før tid, da han var med nede i eget felt og begik et klodset straffespark på Rasmus Ingemann.

Mexicanske Hector Quintanar, som til daglig er på kontrakt i 2. divisionsklubben Brabrand var i AaB's startopstilling, spillede en god time, men fik ikke gjort meget væsen af sig.

Også den argentinske venstre back Luis " Lucho" Rodriquez var med fra start og spillede hele kampen og leverede en godkendt indsats.

Følg hele tiden med i resultaterne fra 12 superliga-klubbers træningskampe