Silkeborg-sportschef overrasket over Flinta-udmelding
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
Superliga

Silkeborg-sportschef overrasket over Flinta-udmelding

Dennis Flinta har til Ekstra Bladet udtalt, at han vil væk fra Silkeborg, og det er en udmelding, som overrasker hos sportschef Jesper Stüker.

Silkeborg er godt i gang med at forberede sig til 1. Division næste sæson efter et år i Superligaen, der bestemt ikke er gået efter planen. I sommer fik klubben kun tilført Nicolaj Agger, siden fulgte et efterår, hvor man ikke vandt en kamp, inden man i januars transfervinduet skårede markant ned i truppen ved at sige farvel til folk som Jesper Bech, Jesper Mikkelsen og Sune Kiilerich.

Også Daniel A. Pedersen forlader klubben til sommer, det samme gør i øvrigt Morten Beck Andersen og Kasper Dolberg, og Silkeborg har været nødt til at sadle helt om. Klubben satser nu på egne talenter og har rutinerede folk som Thorbjørn Holst Rasmussen, Dennis Flinta og Frank Hansen til at bakke talenterne op. Men en af de rutinerede spillere, Dennis Flinta, forklarede tirsdag aften til Ekstra Bladet, at han vil væk fra Silkeborg, fordi klubben er uambitiøs. Noget, der vækker undren i klubben.

- Når man har en medarbejder, der har ytret sig, som han har gjort, så kræver det, at man får afklaret, hvad der ligger bag. Jeg må sige, at jeg er lidt overrasket over udmeldingen fra Dennis, og jeg tør ikke sige så meget nærmere om, hvad der ligger bag, når jeg ikke har talt med Dennis endnu. I vores klub er vi meget bevidste om vores værdier. Vi står sammen, og vi repræsenterer klubben, siger sportschef Jesper Stüker til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg er ikke jublende lykkelig over udmeldingen, og jeg er klar over, at der skal tages hånd om situationen. Det er ærgerligt, at vi har en spiller, der synes, vi er uambitiøse, men det står for hans egen regning, for det synes jeg ikke, vi er.

Silkeborg har grundet den økonomiske situation og med tanke på, at 1. Division venter, været tvunget til at slanke truppen markant, og klubben satser nu på at få spillere som Robert Skov og Jens Martin Gammelby til at løfte arven fra de større profiler. Klubben har samtidig tilknyttet navne som Andreas Albers og Marcus Solberg fra sommer, men det lader stadig til, at Dennis Flinta vil væk og ikke være med i 1. Division.

Flinta skrev ellers en lang kontrakt med Silkeborg i 2011 og har først udløb den 31. december 2016. Derfor skal de to parter nu sætte sig ned og forsøge at løse tingene. Det kan komme på tale at sælge 31-årige Dennis Flinta, der har spillet mere end 250 kampe for Silkeborg.

- Hvis der opstår interesse for spilleren, så må vi se på det. Sådan gør det sig gældende for alle vores spillere. Vi har ikke i sinde at forære væk, siger Jesper Stüker, der håber, Dennis Flinta ændrer mening:

- Dennis har en vigtig og spændende rolle i det her projekt, og han har også tidligere sagt, at han kunne se sig selv i vores projekt, hvor vi bygger et nyt stadion. Så han fanger mig en smule på det forkerte ben med sin udtalelse, siger sportschefen.

Dennis Flinta har været i Silkeborg af to omgange. Han blev hentet i 2005 fra Brøndby. Her kom han som angriber. Siden prøvede han sig af i FCM, inden han vendte tilbage til Silkeborg.