Superliga

Søren J. ville ikke vente på Randers

AC Horsens viste stor interesse for at hente Søren Jensen, mens Randers ville se tiden an. Derfor gav Jensens sommerskifte lidt sig selv.

Søren Jensen skifter til sommer Randers FC ud med AC Horsens. Umiddelbart et lidt besynderligt skifte, idet Jensen var sikker starter i Randers' venstre forsvarsside hele efteråret.

For Jensen selv er det imidlertid ikke så underligt. Horsens har udvist stor interesse i at hente ham, mens Randers ønskede at se tiden an.

- Jeg har det rigtig godt i Randers, og jeg har haft en god dialog med Jacob Nielsen. Men han og Randers ville se tiden an, mens jeg fik et godt tilbud fra Horsens. Jeg havde ikke lyst til at vente på Randers for at se, om de måske kunne finde plads til mig i næste sæson, når Horsens stod klar med en treårig kontrakt, siger Søren Jensen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: AC Horsens henter Randers-spiller

Søren Jensen kom til Randers fra Odd Grenland sidste vinter og var med i Randers' helt forrygende redningsaktion i foråret 2010. I sommer forlængede han så lejeaftalen frem til udgangen af indeværende sæson, mens det sidste halve år af aftalen med nordmændene blev revet i stykker, så Jensen til sommer kan skifte til Horsens på en fri transfer.

Reelt ejer Odd Grenland altså også Søren Jensen i foråret, og da Randers lige nu har ham på en lejeaftale, så anser han det ikke for realistisk, at det kan komme på tale med et skifte nu.

- Jeg tror ikke, at Randers har nogen interesse i at komme af med mig nu, og da Odd Grenland teknisk set fortsat ejer mig, så er der for mange ting, der skal gå op, før det kan ske. Det passer mig også fint at spille sæsonen færdig i Randers og så komme til Horsens til sommer som planlagt, siger Jensen.