Superliga

Solbakken: Overvejer at få agent

Ståle Solbakken mærker interessen fra udlandet, og han overvejer nu at anskaffe sig en agent til at tage sig af de mange henvendelser.

Bliver Ståle Solbakken nogensinde norsk landstræner? Det spørgsmål er der en hel del danskere og nordmænd, der stiller sig selv som konsekvens af FC Københavns Champions League-succés.

Ståle Solbakken fastholder, at han glæder sig til at blive norsk landstræner, men indrømmer nu også, at der er interesse for ham fra det store udland, og at det kan betyde, at han anskaffer sig en agent.

- Jeg overvejer at anskaffe mig en agent. Der dukker noget op med jævne mellemrum. Indtil nu har jeg afvist alt, men det begynder at blvie så meget, at jeg overvejer at få nogle andre til at tage sig af det, siger Ståle Solbakken til den norske avis

Hamar Arbeiderblad.

Flere klubber er blevet bragt i spil som interesserede i Ståle Solbakken. Liverpool har været nævnt, og på det seneste har det forlydt fra Tyskland, at Frank Arnesens kommende klub Hamburger SV har Solbakken på blokken. Et rygte nordmanden dog ikke gider kommentere.

- Når du én gang kommenterer enkelttilfælde, bliver du efterfølgende hængt op på det, siger Ståle Solbakken.

FCK-træneren står formentlig i spidsen for FC København for sidste gang i Europa, når han og holdet i aften møder Chelsea i returkampen i Champions League ottendedelsfinale. Ståle Solbakken tiltræder som norsk landstræner 1. januar 2012 med det lille "men", at Egil "Drillo" Olsen fører Norge til EM, hvis han kvalificerer holdet dertil.