Superliga

Traoré: Ligegyldigt hvem jeg spiller med

Christian Traoré har fået overraskende meget spilletid i starten af foråret. Skiftende makkere giver Traoré lidt forskellige udgangspunkter i Randers' centrale forsvar.

Forsvarsspilleren Christian Traoré har lynhurtigt overhalet ghaneseren Issah Ahmed i kampen om pladserne i Randers FC's midterforsvar. Og det er heldigt for ham, for Anders Egholm har været ude med en skade, og det har betydet, at Traoré faktisk har spillet de sidste tre kampe fra start.

U/21-landsholdsspilleren Mads Fenger har været makkeren til Traoré, der kom til klubben på en fri transfer lige før sæsonen, og selv om det betyder, at Traoré skal spille i venstre side i midterforsvaret, så nyder han opholdet.

- Mads Fenger har spillet helt forrygende i starten af sæsonen, og jeg synes, at jeg er faldet godt ind i samarbejdet med ham, men for mig er det ligegyldigt, om jeg skal spille med Fenger eller Egholm. Der er dog den lille forskel, at jeg skal spille til venstre, når jeg spiller med Fenger og til højre, når jeg spiller med Egholm. Det giver mig nogle forskellige udfordringer opspilsmæssigt, og på den konto er det umiddelbart en fordel for mig at ligge i højre side, siger Christian Traoré til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Traoré kæmper for ny kontrakt

Traoré har været med til at holde nullet mod både AC Horsens og SønderjyskE, inden det "gik galt" med et 3-1 nederlag til FC København i weekenden inde i Parken. En hjemmebane som Traoré også selv har haft, idet han optrådte for FCK's Superliga-hold fra 2001 til 2006.

Traoré ærgrer sig mere over nederlaget, end han glæder sig over gensynet med sin tidligere hjemmebane.

- Det er altid sjovt at spille steder, hvor du selv har haft hjemmebane, men det er så mange år siden, at det ikke er sådan rigtig specielt for mig. Nu tabte vi også kampen med 3-1, og vi havde en hård eftermiddag overfor blandt andre Dame N'Doye, der var virkelig svær at holde. Vi har gjort det godt i sæsonstarten, men mod FCK mødte vi bare Danmarks pt. bedste hold, og der kunne vi altså ikke være med, siger Traoré om mødet med FCK.

Næste opgave for Christian Traoré og co. i Randers FC bliver hjemmekampen mod Lyngby i weekenden.