Europa League

FCK vandt sikkert - Sparta tabte

På mål af Martin Vingaard og Dame N'Doye vandt FCK med 2-0 over rumænske Cluj i Parken her til aften. Samtidig tabte Sparta Prag, og FCK tog dermed et stort skridt videre i Europa.

Der var på forhånd lagt op til en spændende kamp, der for FCK absolut helst skulle resultere i tre point, for at være godt med i kampen om videre kvalifikation i Europa League.

Men mere spændende blev det nu heller ikke i Parken, da kampen reelt var overstået efter første halvleg.

Ganske vist var det kun med en 2-0 føring, at FCK kunne gå i omklædningsrummet i pausen, men fra rumænsk side var der tale om en vis mængde Clujjermor, og spillet hang dårligt sammen for dem mod et velspillende FCK.

Da FCK efter blandt andet et Pospech-skud på stolpen kunne bringe sig foran i de sidste ti minutter af halvlegen, var det svært at se, hvordan FCK skulle kunne tabe.

Det gjorde de heller ikke. Målscorere var først Martin Vingaard med et fladt skud og siden Dame N'Doye på et fladt frisparkstræf.

Anden halvleg var relativt begivenhedsløs, og højdepunktet var indskiftningen af Niclas Jensen for FCK i sidste minut af kampen. FCKs fans sendte med bannere og sange et smukt farvel til den afgående back med den flotte karriere.

Da Jonathan Reis samtidig blev matchvinder for PSV mod Sparta Prag i Eindhoven, på et mål i sidste minut, kan FCK nøjes med et point i kampen i sidste runde mod Sparta, da FCK nu er toer i gruppen.