1. division

1. division update - del 1

Der er onsdag aften blevet spillet otte kampe i den danske 1. division. Her følger et udpluk af fire af kampene.

FC Hjørring-Brønshøj 1-1 (1-1)
Der var oprykkerduel i Hjørring onsdag aften, da hjemmeholdet tog imod Brønshøj. Gæsterne har klaret sig bedst indtil videre i sæsonen, men i dag endte det med pointdeling. Stefan Schmidt bragte "hvepsene" foran efter 15 minutter, men Michael Nielsen udlignede kort efter.

FC Fyn-FC Vestsjælland 3-0 (0-0)
FC Fyn leverede en mindre sensation, da det lykkedes bundholdet at besejre topholdet FC Vestsjælland med 3-0. Alle tre scoringer faldt efter pausen. Rune Nautrup bragte fynboerne på 1-0 efter 53 minutter og siden fulgte Mads Overgaard trop med to scoringer. Nederlaget må siges at være noget af en streg i regningen for Michael Schjønbergs oprykningskandidater.

AGF-Roskilde 2-0 (0-0)
Martin Jørgensen scorede sit første mål siden hjemkomsten fra italiensk fodbold, da århusianerne vandt 2-0 over FC Roskilde. Den mangeårige landsholdsspiller gjorde det til 1-0 på straffespark kort inde i 2. halvleg. Lidt senere gjorde Søren Berg det til aftenens slutresultat. Det ligner mere og mere en sikker oprykning til AGF.

Næstved-Kolding FC 3-1 (2-0)
Der var tale om en lille seks-points-kamp, da Næstved og Kolding mødtes på Sjælland. Vinderen ville lægge fin afstand til bunden, mens taberen fortsat ville være plantet i den kedelige ende af tabellen. Og det faktum virkede til at være gået bedst op for Næstved. I hvert fald lykkedes det det grøn-blusede hjemmehold at vinde en sikker sejr på 3-1.