VM

Henry: Rimeligt med omkamp

Den franske landsholdsanfører er flov over måden Frankrig slog Irland på.

Debatten om Thierry Henrys hånd på bolden i den afgørende VM-kvalifikationskamp mellem Frankrig og Irland raser videre, selv om FIFA har afvist tanken om at spille kampen om, og nu har den franske landsholsdanfører udtalt sig igen om den håndtæmning, der banede vejen for Frankrigs sene udligning på Stade de France.

- Naturligvis er jeg flov over den måde, vi vandt på. Jeg er meget ked af det på irernes vegne, der bestemt fortjente at spille i Sydafrika. Selvfølgelig ville den mest rimelige løsning være at spille kampen om, men det er ikke noget, jeg kan afgøre, sagde Thierry Henry ifølge den engelske avis The Times.

- Jeg kan ikke gøre meget andet end at indrømme, at bolden rørte min hånd i opspillet til det udlignende mål, og jeg er meget ked af det på irernes vegne. Men jeg er ikke en snyder og har aldrig været det. Det var en instinktiv reaktion på en bold, der kom meget hurtigt gennem et tæt befolket straffesparksfelt.

- Som fodboldspiller har man ikke muligheden for at gøre spillet langsommere, så man kan tage en bevidst beslutning. På tv kan du sætte hastigheden ned 100 gange, så folk kan se, hvad der sker, men det kan du ikke gøre på banen, og hvis du ser situationen lige så hurtigt som det sker i virkeligheden, vil du også forstå, at det var en instinktiv reaktion, sagde Thierry Henry.