VM

Små lande raser over VM-seedning

Hvis det kikser mod Sverige, kan Danmark få problemer, for FIFA's beslutning om at seede holdene i playoff-kampene mellem to'erne i kvalifikationspuljerne betyder, at de små nationer kan løbe ind i en stor forhindring på vejen mod VM.

- Vi har besluttet os for at seede holdene i to grupper af fire på baggrund af landenes placering på FIFA-ranglisten med de fire højst-placerede i den ene del og de fire andre i den anden.

Sådan lød det fra FIFA-præsident Sepp Blatter i slutningen af september, da han skulle redegøre for de beslutninger, som eksekutivkommiteen havde truffet på mødet i Rio de Janeiro, og den beslutning har vakt en del opsigt. Ikke så meget i Danmark, hvor der fortsat satses på en førsteplads og direkte adgang til VM i Sydafrika, men i Sverige og Irland har man ikke været tilfredse. For det gør vejen til VM endnu vanskeligere for de små nationer.

- Reglerne burde stå klar, før den første bold bliver sparket i kvalifikationen, for så ville der ikke være tvivl om noget. Det er latterligt, hvordan de kan tage den beslutning nu, hvor nogle af de store nationer måske har det svært. Det er totalt unfair for de små nationer. Det er faktisk ret ulækkert, hvis jeg skal være helt ærlig, sagde Irlands målmand Shay Given før lørdagens hjemmekamp mod Italien.

Og han blev selvfølgelig støttet af sin landstræner Giovanni Trapattoni.

- Alle burde have ens muligheder. Jeg troede, at det ville blive en åben lodtrækning, og fremover må de ændre systemet og kigge på rangeringen, for det er de store hold, der styrer den. Men sådan er det, sagde den aldrende italiener før kvalifikationskampen mod fædrelandet, mens den svenske landstræner Lagerbäck også var bekymret. For han udtalte sig allerede om problematikken, før FIFA tog beslutningen.

- Hele kvalifikationen er fra start skruet sammen efter seedningsgrupper, og når man så bliver to'er udfra det udgangspunkt, må det være nok. Så skal man behandles ens. Og det er ulykkeligt, at det ikke på forhånd var besluttet, sagde Lars Lagerbäck før FIFA-mødet i Rio.

Og man forstår ærgrelsen, når man kigger på den interne to'er-stilling, som den tegner sig lige nu. I stedet for at håbe på Bosnien eller Slovakiet ved Irland og Sverige nu, at de som to'er i stedet skal over lande som Rusland, Kroatien eller Frankrig for at nå til Sydafrika.

Det skal dog også med, at intet endnu er sikkert i to'er-stillingerne, bortset fra at Norge utvivlsomt bliver sorteret fra som den dårligste to'er i de ni grupper, for det vil kræve vanvittige resultater i for eksempel Danmarks gruppe, hvis Drillo & Co skulle nå videre (Danmark slår Sverige, mens Portugal og Ungarn spiller uafgjort, hvorefter Sverige taber hjemme til Albanien og Portugal gør det samme hjemme til Malta!). Usikkerheden kan for eksempel illustreres af det faktum, at Ukraine kan gå forbi Kroatien og give Portugal en top-seedning, hvis de slutter foran Sverige...

Og så vil FIFA også bruge den nyeste lande-rangering i seedningen, der først bliver offentliggjort den 16. oktober, så det usikkerhedsmoment ligger der også.

Der er altså nok at spekulere over, men uanset hvad er faktum, at FIFA's sene seedningsbeslutning vil gøre det svært for de små - og det vil også gælde Danmark, hvis det går galt og ender med en andenplads i gruppe 1.

Lige nu er Danmark seedet nummer 16, og det vil ikke være nok til en top-seedning i playoff-billedet, som det ser ud lige nu.

Så det kan Morten Olsen også bruge i sin sidste tale til spillerne før kampen mod Sverige, hvis han har brug for en ekstra motivationsfaktor. Men det har han nu næppe.

Læs meget mere om weekendens VM-kvalifikation med blandt andet 10 sider om Danmark - Sverige samt fokus på Rusland - Tyskland og Uruguays nøglerolle i Sydamerika, i Tipsbladet Indsigt, på gaden nu.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.