Kvindelandsholdet: Kampen for anerkendelse

Bragt i Tipsbladet 12. juli

Endelig er vi i gang.

Ni måneders hård forberedelse skal forhåbentlig kulminere med en god præstation til EM. Vi har virkelig set frem til disse dage. Følelsen når man træder ind på et fyldt stadion med landsholdstrøjen på er svær at beskrive. Det bliver ikke meget bedre. Vi er godt forberedte. Fysisk har vi ikke været bedre i mange år, og vi har aldrig været samlet så mange dage op til en slutrunde før. Vi ved, hvordan vi vil spille, og vi ved, hvad det kræver. Nu gælder det bare om at føre det ud i livet. Det bliver en kæmpe oplevelse, som vi kommer til at huske i mange år. 

Selvom det ville være fantastisk, og selvfølgelig noget vi vil gøre, alt vi kan for at opnå, drejer EM sig for os ikke kun om at skabe et godt resultat. Det drejer sig ikke kun om at vinde fodboldkampe. Det drejer sig også om at vinde en anden kamp - kampen om at få anerkendelse for at spille fodbold – også selvom man er kvinde. 

Lige nu render tusindvis af børn rundt på DBU’s fodboldskoler i hele landet og fodbold er den største sport herhjemme for både piger og drenge. Som tidligere trænere på fodboldskoler ved vi, at når man spørger drengene, hvorfor de spiller fodbold, vil rigtig mange gerne blive professionelle. De vil blive præcis ligesom deres store idoler og drømmer at nå lige så langt Ryggene er fyldt med Messi, Ronaldo og van Persie.

Mange små drenge drømmer om som disse idoler. Når man til gengæld spørger pigerne, hvorfor de spiller fodbold, og hvad de drømmer om, er svarene ofte anderledes. Pigerne spiller, fordi veninderne gør det, og fordi det er sjovt. Meget få har ambitioner om at blive landsholdsspillere eller professionelle, og de få der tør indrømme, at de gerne vil, bliver ofte mødt af spørgende blikke. Og selvfølgelig skal det være sjovt. Den største grund til, vi selv spiller fodbold, er fordi det er sjovt. 


Men vores håb er, at flere piger skal drømme om at blive professionelle. Flere piger skal drømme om at blive lige så gode som deres idoler. Problemet er bare, at meget få piger har et kvindeligt idol. Meget få piger kender os. Meget få piger ved, at det er pisse sjovt at spille fodbold – også når man bliver ældre. Og især når man spiller åbningskamp på et fuldt Gamla Ullevi mod værtsnationen Sverige. EM-begejstringen og mange andre fantastiske oplevelser ville vi ønske, vi kunne dele med mange flere i Danmark.

Selvom vi er i gang med en af de største fodboldbegivenheder i år, er der endnu ikke mange danskere, som ved, at der bliver spillet EM på den anden side af sundet. Klicheen ”Livet er for kort til kvindefodbold” lever mange steder i Danmark i bedste velgående – også i medierne.

Vores træninger har været velbesøgt af de svenske medier. Journalister fra alt lige fra den lokale avis fra Linköping, hvor Mariann spiller til daglig, til alle de store medier i Sverige har dækket vores forventninger og reaktioner. 


Det har været sjovt at prøve, at være forsidestof og faktisk også at være med til, at journalisterne forsøger at skabe overskrifter via deres kryptiske spørgsmål. Det er bare en skam, at det åbenbart kun er interessant for de svenske læsere. Dette skal ikke opfattes som kritik! Vi ved, at den opmærksomhed som svenskerne nyder fra medierne kommer via resultater.

Vi er ikke interessante, hvis vi ikke præsterer. Det ved vi, og vi vil gøre alt for at indfri vores egne og andres forventninger til os. Vi ved godt, at kvindefodbold ikke er det samme som herrefodbold. Men når man lever og ånder for fodbold, som vi gør, ville det nu være rart at blive anerkendt for sine anstrengelser. Følelsen af, at man spilder sit liv, kan godt snige sig ind, når man gang på gang bliver mødt af hånende blikke og sammenligninger med herrerne. 

Vi håber, at dette EM kan være med til at skabe et kendskab og en forståelse for det, vi laver. Vi bruger ufattelig mange timer på vores job, idræt og passion. Vi træner lige så meget som mændene, samtidig med at de fleste af os arbejder eller studerer ved siden af. Vi får nogle uforglemmelige og fantastiske oplevelser via vores fodbold, og vi elsker det, men samtidig giver vi afkald på familie, kæreste, venner og andre oplevelser hver dag. Vi er faktisk blandt de bedste i vores idræt, og det er for vores slid hver dag, vores valg og fravalg og vores indstilling til en sport, der sikkert altid vil stå i skyggen, at vi jagter anerkendelse. 

Vi spiller begge til hverdag i Sverige og er så heldige, at vi kan leve af verdens sjoveste sport. I Sverige er kvindefodbold i det store hele accepteret og respekteret. Det blik man får, når man fortæller, at man er fodboldspiller, er vidt forskelligt, afhængigt af om man snakker med en dansker eller en svensker. Det er den anerkendelse i blikket, vi ønsker os aller mest. Viden og kendskab til os, til landsholdet og til det slid, det kræver, kan måske sammen med gode resultater bane vejen for netop dette blik. Et godt eksempel på, hvordan himmelvendte øjne faktisk kan vendes til anerkendelse, oplevede Johanna ved et besøg i sin barndomsklub for nogle måneder siden. 

”Sidst jeg var hjemme til jul på Falster, så jeg en masse biler udenfor min barndomsklub Tingsted BK. På fredage i vintermånederne står den på indendørs fodbold - sådan har det altid været. Jeg kan godt lide at mindes, hvor det hele startede for mig. Jeg kiggede ind, hilste på et par kendte ansigter og satte mig. Det var pigerne, der trænede. Dengang jeg spillede, var der, foruden mig, kun drenge i klubben, men nu så det helt anderledes ud. Mod slutningen af træningen kom et par drenge og deres far ind og satte sig i nærheden af mig.

En af drengene spurgte deres far, om pigerne ikke snart var færdige med at træne. Faren svarede; ”Jo” det må de da snart være - livet er alligevel for kort til kvindefodbold”, hvorefter drengene grinede. Kort efter stod de og råbte de deres fars svar udover banen: ”Livet er for kort til kvinde fodbold, livet er for kort til kvindefodbold”. Min hjerne rasede, og jeg forsøgte at finde på noget passende at sige. Jeg gik - ord havde ikke ændret mandens holdning.

Heldigvis ringede træneren for pigeholdet dagen efter og spurgte, om jeg havde lyst til at komme og fortælle lidt om, hvordan det er at være professionel fodboldspiller og spille på landsholdet. Svaret var åbenlyst. Fredag stod jeg klar, omklædt og spillede selvfølgelig med. Pigerne lærte lidt nye tricks og stillede en masse spørgsmål.

Jeg havde fået, hvad jeg kom efter; en masse unge piger som nu forhåbentlig havde mod på at drømme lidt større. Men det sluttede ikke der. For jeg blev spurgt, om jeg ville blive og træne med først det ene drengehold og så det næste (jeg endte med at være der i over tre timer.) Da vi var færdige, stod jeg med en flok drenge, som ikke ville gå hjem, før jeg havde skrevet autografer på alt, hvad de ejede og fortalt alt om at spille på kvindelandsholdet.

To af dem, der var mest imponerede og ikke kunne vente til at se mig på tv, var de to drenge, som tidligere var blevet belært af deres far om, at kvinder ikke skal spille fodbold. Da jeg overgav drengene til deres far, gav han mig hånden og sagde held og lykke til EM” 

Lige nu står vi midt i alt det sjove. Om lidt trækker vi den røde trøje over hovedet og skråler om kap med venner og familie til nationalmelodien inden kampen mod Italien. Vi vil kæmpe røven ud af bukserne og gøre alt, der står i vores magt for at skabe et resultat. Lige nu fylder denne tanke alt. 

Men om nogle måneder, når vi kigger tilbage på en kæmpe oplevelse, håber vi samtidig, at vi har taget de første spæde skridt mod anerkendelse og fået ændret synet på kvindefodbold hos mange flere end faderen fra Tingsted Hallen. Måske vil pigerne på fodboldskolerne allerede inden for de næste år med stolthed løbe rundt med Rasmussen eller Gajhede på ryggen!

Mariann Gajhede Knudsen

Landsholdsspiller, 89 landskampe/3 mål

Klub: Linköpings FC

Civilt job: Fysioterapeut og medl. af the Football Research Center

Johanna M. B. Rasmussen

Landsholdsspiller, 106 landskampe/29 mål 

Klub: Kristianstads FF

Professionel fodboldspiller og studerende.