Store problemer: ‘Han virker som en gåde’

Skal fungere som enhed

For det første er Silkeborg et hold, der er utrolig afhængigt af at fungere som en enhed, og det ved jeg godt, at alle siger, men i SIF er det virkelig rigtigt.

Vi er totalt afhængige af hurtige pasninger op i banen, og det forudsætter, at folk i alle tre kæder er villige til at bevæge sig og i stand til at flytte bolden hurtigt.

Den slags kræver selvtillid og selvsikkerhed, og det, er som om den selvtillid er blevet pillet ud af holdet, måske på grund af lussingen i pokalfinalen, måske på grund af de elendige træningskampe og en svag kamp mod Brøndby.

Dalet i niveau

Og det leder mig til årsag to, som er, at nogle af de bærende spillere ser ud til at være dalet i niveau.

Pelle plejer at dø for at vinde fodboldkampe, og Tonni Adamsen laver normalt lækkerier på hver anden berøring, men i de seneste uger har man knap nok ænset dem (denne teori er udviklet før Tonnis hattrick mod fyraftensprofferne fra Island).

Jeg ved ikke, om de har gået og tænkt på lækre kontrakter på mondæne adresser, men jeg ved, at flere af de bærende kræfter ikke har lignet sig selv her i starten.

Klynge-effekten

For det tredje er der Klynge-effekten.

Måske var den lille bodfaste krøltop vigtigere for helheden, end vi gik og troede. Altså, vi kunne jo godt se, at han var god, og nok også den bedste i foråret, men at det hele skulle ramle sammen som et korthus efter hans exit, havde de færreste nok forudset.

Og erstatningen Al Hajj virker som lidt af en gåde.

Jeg var vild med ham i OB og blev kisteglad, da jeg så, at vi havde signet ham. Men manden er jo helt væk.

Jeg ved ikke, hvad de har gjort ved ham i England, men ser ud til, at det kræver et Kent Nielsen svendestykke at få ham transformeret tilbage til noget, der bare minder om en Superliga-profil.

Hvad bidrager nye ejere til?

Så er der forfatningen uden for banen. Først og fremmest de nye ejere.

Jeg kan slet ikke se, hvad de bidrager med af gode ting. For mig personligt, har de først og fremmest været med til at skabe en distance til klubben.

Jeg er ikke nær så stolt af at være Silke-fan som tidligere, og selvom ”folkets kærlighed” og ”lokal forankring” ikke er håndgribelige størrelser, så synes jeg, der har været talrige eksempler på, at ejerskifter også kan forplante sig til spillet på banen.

Balladen med fansene

Så er der balladen med de stemningsskabende fans, som slet ikke bakker op om holdet mere, fordi der blev uddelt karantæner til dem, der tændte romerlys under pokalfinalen samt til ledende medlemmer i miljøet, som ifølge klubben burde have stoppet det.

Og selvom jeg heller ikke bakker op om ‘vores-faner-er-sejere-end jeres-og-vi-tør-saftsuseme-godt-tænde-romerlys’-adfærd, så forstår jeg ikke, at klubben ligefrem forærer dem et martyrium.

For man kan jo ikke undre sig over, at de bliver sure over, at folk bliver dømt for noget, de ikke har gjort. Selv i ultraskredse opererer man vel ud fra en retsstatslogik, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Så derfor synes jeg, at klubben bør indkalde til dialog og forsoning.

For spillerne og holdet har brug for at mærke støtten netop nu. Fra både familier, Sifosis, pensionister, flerklubsejer-skeptikere, ultras, sponsorer, frivillige, børn, hunde og alle andre, der render rundt med et rødt hjerte der banker.

For vi gider ikke tilbage i elevatoren.

Forza Silke.