VM-bloggen: Et land for unge mænd og spændende trænere
Foto: Getty Images
VM

VM-bloggen: Et land for unge mænd og spændende trænere

Under VM skriver journalist Martin Davidsen om slutrundens store og små temaer. I dag handler det om de unge trænere, der har fået succes ved dette VM.

Et land for gamle mænd.

Sådan lød overskriften på en artikel i Tipsbladets EM-magasin i 2016, hvor der blev sat fokus på trænerne ved slutrunden. For der var mange aldrende herrer med ved slutrunden i Frankrig, hvor gennemsnitsalderen for de 24 trænere var på hele 57 år.

I artiklen kunne man blandt andet læse José Mourinhos forklaring på, at han først ville være landstræner, når det sidste kapitel i hans trænerkarriere skulle skrives, og EM-slutrunden blev som bekendt også vundet af en anden portugiser. nemlig den 61-årige Fernando Santos.

EM-slutrunden blev således et tegn på en tendens om, at landstrænerjobbet ikke er så attraktivt et hverv for unge trænere længere, men ved dette VM har vi set den modsatte tendens. VM-slutrunden har således vist sig at være et land for unge mænd. Eller i hvert fald yngre trænere.

Gennemsnitsalderen for trænerne ved VM har været på 50 år, og dagens VM-bronzekamp mellem Belgien og England er også et opgør mellem to af slutrundens yngre trænere i form af 44-årige Roberto Martinez og 47-årige Gareth Southgate.

Det er muligvis en tilfældighed, men jeg ser også noget interessant i de unge trænere. Jeg selv blev overrasket, da Roberto Martinez valgte det belgiske landstrænerjob efter en årrække som populær og succesrig manager i Premier League. Og Gareth Southgate som engelsk landstræner var der næppe mange, der havde forventet at se som afløser for dinosaurerne Allardyce og Hodgson.

Netop Southgate har fået et kæmpe trænergennembrud under denne VM-slutrunde, hvor han har vundet mange hjerter for sin ydmyge, eftertænksomme og afdæmpede tilgang til trænergerningen og smarte påklædning. Størst har kærligheden naturligvis været i hjemlandet, hvor han om nogen har været billedet på den engelske genrejsning i år.

Hans egen landsholdshistorik har været synonym med det brændte straffespark mod Tyskland i 1996, men ligesom det engelske landshold har fået oprejsning denne sommer, har Southgate også.

Med få års erfaring fra Middlesbrough og det engelske U/21-landshold blev Southgate kastet ud i landstrænerjobbet efter Allardyce-skandalen som en af de yngste engelske landstrænere i historien, men han er gået til jobbet med store ambitioner, nysgerrighed og stor fodboldfaglighed. Og så har han haft modet til at tænke nyt, hvilket har givet succes.

Southgate er en forfriskende ung træner i en konservativ sportsgren, hvor der sjældent er mod nok til at gå nye veje. Særligt i fodboldens hjemland. Engelsk fodbold har gennem mange år været præget af en stor overvægt af ældre managers, hvilket New York Times bragte en interessant artikel om i november 2017 med en meget sigende overskrift: ”Hvad er den største forhindring for unge britiske trænere? Gamle britiske managers”.

Blandt den kommende sæsons Premier League-managers er der ikke en eneste manager under 40 år, så selvom der er et generationsskifte i gang på klubscenen, går det også langsomt.

Og det har det altså også gjort i landsholdsfodbolden indtil i år, hvor nogle relativt unge trænere har vist, hvad de kan gøre i landsholdsfodbolden. Man taler ofte om, at det kræver en erfaren og alfaderlig trænertype for at håndtere et sammensat landshold bestående af unge millionærer, men Martinez og Southgate har vist, at de kan skabe stærke kollektiver, selvom ingen af dem var verdensstjerner som spillere og heller ikke har store titler på cv’et som trænere.

Når VM-finalen spilles i morgen, er det heller ikke med gamle mænd på trænerbænken. Hvad enten Kroatien eller Frankrig vinder, vil 51-årige Zlatko Dalic eller 49-årige Didier Deschamps blive den yngste verdensmestertræner siden 45-årige Franz Beckenbauer gjorde Tyskland til verdensmester i 1990.

Og aftenens bronzekamp bliver også et møde mellem to trænere, der stadig er i deres karrieres forsommer.

Det lover godt for fremtidens landsholdsfodbold, for det er et bevis på, at der findes masser af unge og dygtige trænere, der kan varetage nogle af de største fodboldjobs i verden.

Og det er et tegn på, at landsholdsfodbold også er et land for unge mænd.