Kommentar: Lyt til fansene, sig nej til Wilczek

Jeg kan lige så godt indrømme det fra start: Jeg troede, Kamil Wilczek var et fremragende køb af FC København.

Der er ingen grund til at forsøge at skjule det. Jeg har skrevet det i artikler, jeg har tweetet det, og jeg har talt om det i podcasts, så det er jo allerede fremme, Da polakken var i Brøndby, var jeg meget begejstret for ham som spiller. Jeg syntes, at han i sin tid på Vestegnen udviklede sit spil, så han kunne presse, assistere og være opspilsstation. Og så var der jo målene: 71 scoringer i 124 Superliga-kampe, og inden han skiftede til Göztepe, lavede han 17 i 18 i efteråret 2019.

Jeg var på stadion i Slagelse i efteråret 2020, da han i en FCK-træningskamp mod Lyngby pludselig stod i feltet og flugtede et indlæg i mål. Det var, som om han aldrig havde været væk fra Danmark, men bare havde skiftet trøje. Og da så Superligaen begyndte, scorede han fire gange i de første tre kampe for FC København.

Men det blev aldrig igen lige så godt, som det startede. Han rendte ind i en del skader og røg på bænken. 14 mål i 46 kampe i alle turneringer er ikke horribelt, men man havde nok drømt om mere. Specielt når man tager al besværet in mente…

Kamil Wilczek blev hamrende upopulær i Brøndby, da han dukkede op inde hos rivalen. Der blev brændt trøjer af, og hans navn blev fjernet fra klubbens landsholdsvæg. Det kunne de såmænd være ligeglade med i FCK.

Problemet var jo bare, at Wilczek også var meget upopulær i dele af hovedstadsklubben egen fangruppe. Her kunne man ikke tilgive, at han tidligere havde været så nært knyttet til hadeklubben.

Og det var ikke noget, der bare forsvandt, som tiden gik. Til weekendens træningskamp mod Flora Tallinn hørte jeg fans referere til Wilczek som ”nummer 9” – selv efter halvandet år ville de ikke bruge hans navn.

Det er logisk, at Ståle Solbakken ikke kunne stå for fristelsen til at hente en notorisk målscorer som Wilczek. Set i bakspejlet synes jeg, han burde have holdt sig fra det. Og det skyldes faktisk ikke, at det sportsligt aldrig gik som planlagt.

Men det er ikke meningen, at fodbold skal være sådan. Det er ikke meningen, at man skal købe spillere, som supporterne ikke kan forbinde med deres klub; som skubber dem længere væk fra holdet og piller ved deres følelser.

Jeg synes ikke, at der har været en finger at sætte på Wilczeks ageren i FCK. Han har passet sit arbejde og gjort sit bedste. Jeg er sikker på, at man internt i klubben vil sige det samme.

Men netop derfor er det ekstra sigende, at han alligevel aldrig vandt københavnernes hjerter. Måske man bare ikke skal købe fodboldspillere, som er så langt bagud på point, inden de første gang har været i kamp.

Kamil Wilczek forlader Superligaen som en af de bedste angribere, vi har haft. Han er den 10. mest scorende spiller i Superliga-æraen, og han lavede et mål per 134,88 minutters fodbold. Men han vil først og fremmest blive husket som ham, der brændte broen til sin første klub og aldrig formåede at bygge en ny i den næste.

Det kan klubberne meget vel have med i overvejelserne, næste gang de tænker på at hente en af arvefjendernes ikoniske profiler.