Hvor er det træls, at den VM-slutrunde skal spilles i Qatar.

De mange møgsager om elendige arbejdsforhold, manglende lønbetalinger og dødsfald blandt migrantarbejderne, der gør Qatar klar til VM-slutrunden, klæber sig fodbolds største turnering overhovedet og kommer ikke til at gå væk.

Det samme gør overtrædelserne af menneskerettigheder og forskelsbehandlingen på mænd og kvinder heller ikke.

Men måske er det i virkeligheden fodbolddelen af det problematiske VM, der gør, at Qatars VM-slutrunde udløser kritik som ingen andre turneringer, klubejerskaber og andre problemfyldte sager i fodboldverdenen gør.

Jeg har en snigende fornemmelse af, at mange har svært ved at glæde sig over slutrunden og i sidste ende også de præstationer, et yderst lovende og seværdigt dansk landshold leverer, senest med to flotte sejre over Israel og Moldova på samlet 10-0.

Tildelingen af VM til Qatar er blevet selve symbolet på alt, der er i vejen med moderne fodbold.

Selvfølgelig blev den beslutning ikke taget for fodboldspillets bedste, det kan enhver se med tildelingen til et land uden fodboldhistorie eller infrastruktur til en slutrunde, man også har været nødt til at flytte til november og december og dermed smadre fodboldkalenderen, fordi det jo ikke duede at spille fodbold i 40-50 graders varme i juni og juli.

Snakken om korruption er ikke bare misundelse og løsreven mistænkeliggørelse – anklagemyndigheden i New York har det stående i anklageskriftet til en igangværende retssag, at tre mand i FIFA’s eksekutivkomité fik betalt millioner i bestikkelse for at stemme på Qatar som VM-vært.

Hvad har det her med Danmarks landshold at gøre?

Rigtig meget, når landsholdet forsøger at kvalificere sig til et VM, der for mange fans og store dele af offentligheden står som det mest tydelige symbol på alt det, man føler er i vejen med fodbold i dag.

Landsholdet slipper ikke

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om landsholdets markering med røde trøjer med ”football supports change” på til holdfotoet var det rigtige og tilstrækkeligt eller ej, eller hvordan det fungerede sammenlignet med Norges og Tysklands markeringer.

Men jeg er 100 procent sikker på, at spørgsmålene om landsholdets og DBU’s deltagelse i VM kommer til at forfølge spillere, trænere og forbund hele vejen til finalen i Doha 18. december næste år.

Jeg er enig med DBU i, at FIFA og Qatar i den grad skylder at komme på banen, men det betyder ikke, at man i Danmark slipper for de kritiske spørgsmål.

Det er hverken Kasper Hjulmand eller landsholdsanfører Simon Kjær, der stemte slutrunden til Qatar.

Og det var ikke dem, der tog millioner i bestikkelse for at stemme på Qatar, som anklagemyndigheden i New York siger, den magtfulde brasilianske fodboldpolitiker Ricardo Teixeira og flere af hans kumpaner gjorde.

De har heller ikke indført eller holdt kafala-systemet i Golfstaterne i live, og jeg kan på ingen måde forestille sig, de støtter brud på menneskerettighederne eller den ublu brug af fodbolds største og vigtigste fodboldturnering som reklamesøjle for et storstilet politisk projekt.

Og det er ikke Christian Eriksen eller Kasper Schmeichel, der sidder i toppen af UEFA og FIFA og personligt mænger sig med topfolkene i Qatar og tager mod milliarderne i sponsor- og samarbejdsaftaler, om end man dog kan spørge sig selv om, hvordan DBU-formand Jesper Møller har stillet sig i forhold til Qatars deltagelse i Europas VM-kvalifikationspulje A på UEFA’s udtrykkelige invitation og sponsoraftalen, Qatar Airways har indgået med UEFA om EM til sommer.

Men når Qatar har truffet en strategisk beslutning om at blive VM-vært og bruger fodboldens ypperste begivenhed, fordi intet som helst i verden kan give mere opmærksomhed og PR, og fodboldens øverste instanser giver dem lov, bliver det også landsholdet og DBU som mere eller mindre frivillig del af denne ‘fodboldens familie’, som fodboldpolitikere i FIFA og UEFA ynder at kalde deres eget politiske system, der skal svare på, hvorfor man deltager.

Det er ikke Arla, Mærsk eller andre af Danmarks største virksomheder, der skal være med til verdens største sports- og kulturbegivenhed, det er DBU og Danmarks fodboldlandshold.

Derfor kommer disse spørgsmål til at blive stillet igen og igen og igen, og jeg mener ikke, det er spor malplaceret eller unfair overfor spillere og trænere på landsholdet.

At de så med rette kan spørge sig selv om, hvor beslutningstagerne i DBU er henne i disse dage, når fodboldsystemet mest katastrofale beslutning nogensinde skal forklares, er en anden sag.

Eller for den sags skyld hvorfor spillerne ikke har større indflydelse på placeringen af slutrunder. Det burde de måske have.

Intet, der sker fra i dag til VM er spillet færdig, kommer til at ændre på, at det her er en af de mest kontroversielle begivenheder i fodboldens historie, og som i den grad træder fodboldspillets virkelige værdier og sammenhængskraft under fode.

Derfor bliver det her ved med at være en møgsag, og jeg har mine tvivl om, hvorvidt det ændrer sig, med mindre Danmark og DBU enten beslutter sig for ikke at deltage ved VM-slutrunden, eller VM ved et mirakel bliver flyttet til et andet land.

Du kan læse yderligere om migrantarbejdernes dårlige forhold i Qatar i denne historie om en mand, der frygter at blive anholdt, hvis han vender tilbage til Qatar for at kræve de penge, hans arbejdsgiver skylder ham.

Kritikken forfølger landsholdet helt til Qatar