Premier League

Lindegaard vil ikke have nummer 1

Hvis Van der Sar er væk til sommer ønsker Anders Lindegaard ikke at have hans nummer i United.

Anders Lindegaard vendte i dag hjem til Kastrup Lufthavn efter at have skrevet kontrakt med Manchester United. Stolt som man skal være ovenpå sådan en bedrift bar han et Manchester United halstørklæde. Tankerne om ugentlig fodbold på et af verdens største stadions kører rundt i hovedet på målmanden.

- Jeg er begyndt at visualisere, hvordan det bliver at spille fodbold derovre. På en af de største arenaer i verden. Jeg kommer til at være stolt, siger Anders Lindegaard.

Den tidligere OB’er aner ikke hvilket nummer han skal have, men han ved godt hvilket nummer han i hvert fald helst ikke vil have.

- Det betyder ikke så meget for mig. Jeg har ikke lyst til at have nummer 1, men derfra og op betyder det ikke så meget. Jeg har stået med nummer 1 én gang før. Det var i OB. Og det gik ikke så godt, forklarer Lindegaard.

- Det har været som at være hovedperson i sit eget reality-program. Det har til tider været meget frustrerende, men jeg håber, at publikum er blevet godt underholdt. Og jeg er da lettet. Over at de sidste par dage er gået godt, selvom det har været hektisk, fortæller Anders Lindegaard om handelsprocessen og de sidste par dage i det hele taget.