Landshold

Berg: AGF den forkerte vej at gå

Søren Berg erkender, at skiftet til AGF ligner et tilbageskridt, men han glæder sig til Superliga med Aarhus-klubben i næste sæson.

For en måneds tid siden kom det frem, at Randers FC’s Søren Berg skifter til 1. divisionsklubben AGF. Umiddelbart kan det virke som et mærkeligt skifte, specielt med tanke på, at Søren Berg sammen med konen flyttede fra netop Aarhus til Odense i november.

Den 34-årige offensivspiller erkender da også, at det er den forkerte vej at gå, men han regner med, at Superligaen venter om hjørnet.

- Det er en hård én for mig, det vil jeg gerne indrømme. Det er jo den forkerte vej at gå, når man er vant til at spille på højeste niveau. Så det krævede mange svære overvejelser og en god portion overtalelse fra Brian Steen Nielsen. Men man må give ham, at han er god til at tale sin og klubbens sag, for her sidder jeg jo, selvom jeg ikke er meget for at skulle spille 1. division. Jeg har oprigtig talt ingen forventninger til, hvad der venter mig. Heldigvis tyder alt på, at det kun bliver i et halvt år, siger Søren Berg til stiften.dk.

AGF ligger i øjeblikket suverænt i spidsen af 1. division, og ser ud til at vende tilbage til Danmarks bedste række allerede til sommer. Det kommende halve år i 1. division er derfor bare noget, der skal overstås, mener Berg.

- Det næste halve år er groft sagt noget, der bare skal overstås. Ikke overstås på den måde, at det er ligegyldigt, hvordan det kommer til at gå, eller at vi ikke skal være klar, når den står på kamp. Men det klare mål er selvfølgelig, at vi efter foråret er tilbage i Superligaen, så det handler først og fremmest for mig om at lære holdkammeraterne at kende, at vi får spillet holdet godt sammen, så vi alle er bedst muligt rustede efter sommerferien, når det hedder Superliga. For det skal det gøre. Det er til sommer, det virkelig skal begynde at batte noget, siger Berg.