Video : Tipsbladet
Bundesliga

Harry Kane scorer sit mål nummer 400 i karrieren

Mats Hummels udgik skadet, da Dortmund tabte 1-4 hos Leipzig. Harry Kane nåede 35 ligamål i smal sejr.

RB Leipzig uden en bænket Yussuf Poulsen slog lørdag Dortmund 4-1 på hjemmebane og konsoliderede dermed sin fjerdeplads i Bundesligaen.

Nedturen er til at overse for Dortmund, selv om holdet nu formentligt slutter som nummer fem.

De tyske hold, inklusive Dortmund, har således klaret så godt i Europa i denne sæson, at også nummer fem i Bundesligaen efter al sandsynlighed deltager i Champions Leagues gruppespil i næste sæson.

Værre var det for Dortmund, at holdet lige før pausen mistede forsvarsprofilen Mats Hummels til en skade, inden klubben onsdag får besøg af Paris Saint-Germain i den første af to semifinaler i Champions League.

Bayern München har tirsdag besøg af Real Madrid i den anden duel om en plads i finalen, og Thomas Tuchels tropper slap heller ikke helt uden skrammer fra sin hjemmekamp mod Frankfurt, selv om Bayern vandt 2-1.

Ligatopscorer Harry Kane lavede efter små ti minutter et af de nemmeste mål i sin karriere, da han skubbede bolden over stregen efter et energisk og fremragende forarbejde af Konrad Laimer, der senere udgik med en skade.

Siden rundede Kane også 35 ligamål i denne sæson, da han efter en times spil omsatte et straffespark, som Thomas Müller havde skaffet efter at have fået en albue i hovedet.

Englænderens anden træffer var ifølge statistikfirmaet OptaJoe samtidigt hans seniormål nummer 400 i karrieren - fordelt på 338 for sine klubber og 62 for det engelske landshold.

Ind imellem Kanes scoringer havde den tidligere Vejle-lejesvend Hugo Ekitike udlignet med et fremragende mål fra distancen.

Bayern har med sejren seks point ned til tredjepladsen, som Stuttgart indtager inden holdets udekamp mod det nykårede mesterhold Leverkusen lørdag aften.

I den anden ende af tabellen tog Wolfsburg et nok afgørende skridt væk fra bunden, da holdet ude vendte 0-1 til en 2-1-sejr over Freiburg. Jonas Wind blev udskiftet i overtiden, og Joakim Mæhle kom ind fra anden halvlegs start.

Endelig tabte Jess Thorups Augsburg 0-3 til Werder Bremen og ser dermed ud til at have mistet lidt af pusten i kampen om en europæisk billet i subtoppen.

/ritzau/